onsdag den 11. januar 2012

Kommunikation med etniske minoriteter, for begyndere

Kroppen, sproget og psyken 
Morten Sodemann og Arndis Svabo

El homo fronterizus: I just don’t know what to think of your country […] dearísima M, this nameless country of yours deleted my original identity and replaced it with a brand-new hybrid self: el homo fronterizus (1955–?) I just don’t know what to think of your country for the moment . I’m taking a trip back to Mexico. Bruja, my tongue and muscles need some serious rest. Signed: el resident alien in search of a new residence. ( Gomez-Peña: the new world border, 1996)

Hvilket sprog byder man gæster på?
Sproget er ligesom ungdommen, kærligheden og fædrelandet: betydningen opdager man ikke før man har mistet det. Søndag d. 1.juni 2011 mistede 50.000 danskere mælet da tolkeloven trådte i kraft. Som en patient sagde: ”Jeg føler mig uhøflig og skammer mig når jeg ikke svarer på dansk. Så er det bedre ikke at svare”. Loven er et gådefuldt misfoster i lovlandskabet baseret på bizarre præmisser og med en middelalder strafpædagogik fra lande som netop flygtninge kommer fra. Med den nye tolkelovs ikrafttræden afskæres flygtninge/indvandrere der har boet mere end 7 år i Danmark fra at kunne tale med deres læge.  De skal betale 150 kr hver gang de går til den praktiserende læge eller hver gang de kommer i et ambulatorium på sygehuset og dét har de ikke råd til i. Hvis patienten f.eks. har sukkersyge med hjerteproblemer betyder det at man hver måned skal finde 300-450 kr i et kontanthjælps budget alene for at kunne tale med en læge. Skal der i samme måned købes en lommeregner til børnene eller insulin til den sukkersyge må der prioriteres hårdt og dermed tvinges fattige familier til fattige valg. Den lille uskyldige tolkelov, som ingen i folketinget rigtig opdagede var gemt inde i sundhedsloven i 2004, er nu sprunget ud som en rigtig stor lov, i hvert fald hvis man skal bedømme den på dens utilsigtede konsekvenser for sundhedstilstanden. Der er tale om en lov der direkte og helt bevidst går efter de svageste patienter i det danske samfund og som udtrykkeligt og behændigt fritager patienter fra Færøerne og Grønland samt patienter tilhørende det tyske mindretal. Loven er et opgør med armslængde princippet: den regulerer direkte læge-patient forholdet for en minoritetsgruppe som ikke har noget talerør, ingen rig patientforening og de brokker sig meget nødigt. Det vidste flertallet i folketinget da de vedtog loven som lader hånt om den enorme videnskabelige dokumentation der er for at sprogproblemer giver flere helbredsproblemer, sværere bivirkninger, alvorlige komplikationer og mindre forebyggelse. Loven er 7 år gammel og det skulle have givet de 50.000 danskere en mulighed for at lære dansk – fra nu af er det deres egen skyld. Der er bare den hage at ingen af de 50.000 kender til loven eller dens konsekvenser og så er der lige det, at ingen ved hvorfor de ikke tale dansk. I Indvandrermedicinsk klinik i Odense kan vi se at mange af patienterne med sprogproblemer blev stoppet i sprogskolen fordi de ikke magtede at lære dansk: de er krigsofre, fattige, analfabeter med angst og bekymringer der er så omfattende at de knap kan passe på sig selv. Flere af dem har tidligere talt dansk og været tolke, men har mistet sproget i forbindelse med sociale eller helbredsmæssige begivenheder. Der er få måder at lære sprog på men tilsyneladende 1000 måder at miste det på. Sproget forsvandt da datteren fik blindtarmsbetændelse, patienten blev fyret eller der kom en sen telefonopringning fra hjemlandet. ”Når jeg har smerter i ryggen kan jeg kun tale vietnamesisk”, sagde en patient på 32 år der havde arbejdet i rismarkerne i Vietnam siden hun var 7 år og aldrig havde haft andet end rengøringsarbejde i Danmark siden sin ankomst. Andre kan kun tale et dansk der er knyttet til deres arbejde eller funktion på et autoværksted, i bussen eller på gartneriet. Det er farligt at bagatellisere sprogets betydning for sundhed og integration og det er livsfarligt at ignorere at for 50.000 personer i Danmark er lægen deres måske eneste kontakt med det danske samfund. For dem er sproget netop dét værktøj der kan udligne nogle af de sociale forskelle: ” I dag fik jeg sat ord på mine egne følelser, derfor trillede ordene ud af mig”, sagde en patient, da hun for første gang oplevede at kunne tale gennem en uddannet tolk.
Veterinær medicin
Sprogbarrierer i sundhedsvæsenet har økonomiske, humane og sundhedsmæssige konsekvenser. Der er klare videnskabelige studier overalt i verden på at patienter tilhørende etniske minoriteter og som har sprogbarrierer har ringere udbytte af forebyggelse, behandling og efterbehandling. De har et dårligere helbred, de har sværere ved at følge undersøgelsesprogrammer og behandling og de har et lavere funktionsniveau. De har flere, og mere alvorlige, bivirkninger ligesom de oplever flere, og mere alvorlige, komplikationer til behandling. Sprogbarrierer er også dyre for sundhedsvæsenet: patienterne indlægges på forkerte afdelinger, deres undersøgelsesprogrammer koster ca. 30 % mere, de er indlagt længere tid og de genindlægges oftere. Efter indlæggelse kender under halvdelen af patienter med sprogbarrierer deres diagnose, medicin og dosering eller plan for efterfølgende kontrol af sygdommen. Lægen forstår ikke patienten og ordinerer i afmagt dyre scanninger – og ofte gentages de i frustration over at symptomerne ikke passer med undersøgelserne. Den praksis, lægeundersøgelse uden tolkning, er blevet sammenlignet med veterinær medicin. Lægers vigtigste og primære værktøj for at kunne stille en diagnose er sprog. Når der er sprogbarrierer er tolkning derfor et diagnostisk redskab og burde ikke ses som en forhindring. Ser man på mødet med patienten med sprogbarriere, så er der faktisk 4 sprog involveret: dansk og dansk lægesprog på den ene side og andet sproget og lægesprog på andet sproget. Meget få mennesker, herunder tolke, har hele repertoiret på alle 4 sprog . Ord som hypertension eller allergi findes ikke på vietnamesisk og skal forklares, ”ramt af vinden” betyder på mange sprog at noget er galt i området mellem navlen og ørerne, men kan være alt fra en let mavepine til en blodprop i hjertet.
Det ejendommelige er at hvis patient og læge er af samme etniske oprindelse (etnisk konkordans), så er konsultationerne kortere, patienterne mere tilfredse, de følger behandlingen bedre, husker flere detaljer og spørger mere til undersøgelser og behandling end hvis lægen og patienten har forskellig etnisk herkomst. Taler de oven i købet samme dialekt har det en yderligere positiv effekt  (Carrasquillo).
Sprogbarbarerne bestiller pommes frites
Sandheden er desværre at tolkeloven er blevet til i et politisk ekkorum fyldt med kompetente selvsikre sprogbarbarer. Deres sproglige erfaring bygger på er at de altid har været i stand til at bestille 2 fadøl og en tallerken pommes frites på en hver strandbar i verden på et hvilket som helst sprog. Endelig har sprogbarbarerne med begavet sprog spin skabt den sandhed at sprog, udover vilje, har med tid at gøre: tolkeloven blev vedtaget for 7 år siden og flygtninge/indvandrere har derfor haft tid nok til at lære dansk som det blev udtrykt. Jeg har i min tid i udviklingslande mødt flere danske udsendte som, selv efter 20 år i udlandet, var ude af stand til at gøre sig forståelige på et så beslægtet sprog som engelsk og jeg har mødt flygtninge og indvandrere i Danmark der talte dansk efter få måneder. Heller ikke på højt akademisk plan i Danmark synes de fremmede sprog at komme med tiden: det er ikke sjældent at engelsksprogede kurser eller PhD forsvar på universiteterne lammes af elendige sprogkundskaber og ordforråd der ikke rækker til at købe en busbillet i London.
Man kunne indvende at tolkeloven bare er en tom politisk manifestation med den hensigt at gøre livet som flygtning i Danmark endnu sværere end det er i forvejen er og at den er bedst tjent med at blive sted til hvile i de ukendtes grav. Men det er en lov hvis præmisser, afslører hvordan afstanden til de virkelige problemer i samfundet korrumperer selv ordentlige menneskers humanistiske integritet. Den afslører at den blundende kultur imperialisme, nu også har invaderet det sproglige rum med ønsker at korrigere hvad der tales om og hvordan der skal tales.
Skandinaver er de mest usikre og ambivalente i mødet med ”det fremmede” i Europa. Da vilde dyr blev for kedelige i zoologisk have i København i 1870 fandt den tyske importør af vilde dyr til Europa Carl Hagenbeck på at pirre danskeres skizofrene behov for vildskab ved at importere hele familier af ”vilde negere”, men københavnerne blev skuffede da de vilde viste sig at tale tysk fordi de havde opholdt sig en periode i Tyskland inden de kom til Tivoli i København. Det hjalp dog lidt at kvinderne ammede offentligt (Rikke Andreassen). Det fremmede vil altid blive mødt af en uforløst ambivalens: vi elsker (tanken om) at blive pirret, men skræmmes og forvirres når mødet realiseres. Børn fra Vestindien blev i 1905 brugt som ” vilde” i mangel af bedre, men skabte postyr på deres daglige tur med barnepigen fra plejefamilien til Tivoli (Danmarkshistorien). Tryllekunstens kerne trick, inattention blindness. Vi prøver at forstå ”det nye” på vore egne præmisser. Hvis noget er for bizart til at man kan forstå det med sit eget verdens-billede bliver det usynligt. Vi overser derfor let det vigtige, det centrale, nøglen, koden. Vi ved ikke at der er noget vi ikke ved før vi pludselig opdager det og febrilsk bagatelliserer det, for vi ved at vi ikke har sprog til beskrive det.  Faktisk får vi overbevist os selv om at der ikke ér noget vi behøves vide og hvis der endelig var noget så er det ikke vigtigt.
Hverken Integrationsministeren eller sundhedsministeren har ønsket at indgå i dialog med de mange bekymrede sundhedsprofessionelle – tværtimod har de bagatelliseret og latterliggjort reelle sundhedsfaglige indsigelser. Sandheden er at loven bevæger sig ind på et område hvor der i forvejen er enorme problemer med at sikre den lige lette adgang til sundhed både hvad angår forebyggelse, behandling og efterbehandling. Problemerne med adgang til sundhedsvæsenet for denne befolkningsgruppe er velbeskrevet i utallige rapporter lige fra fødselsforberedelse til kræftdiagnoser. Det vidste flertallet bag loven som nu har de bidraget til yderligere at forringe adgangen til sundhedstilbud for ca. 50.000 danskere med sprogproblemer.
Kejserens nye klæder – hvem har tøjet på?
Af uransagelige grunde er der ingen der har forsøgt at finde ud af hvorfor de 50.000 danskere, af anden etnisk herkomst end dansk, ikke har fået lært tilstrækkeligt dansk. Faktisk er der så lidt vi ved om den befolkningsgruppe loven er rettet imod, at det næsten er en lov uden tøj på, men der er ingen der tør sige det højt. Faktum er at den svageste gruppe vi har i Danmark også er den gruppe vi ved mindst om men det beskytter dem ingenlunde fra alligevel at blive gjort til genstand for fleste og mest avancerede juridiske spidsfindige krumspring i ministerierne og de mest politisk komplicerede diskussioner i medierne. Der lovgives i et ekkodødt mørkekammer for ikke engang politikerne har svaret på hvorfor der i det lille højteknologiske videnssamfund Danmark kan bo og overleve 50.000 mennesker, som ikke har et ordforråd der rækker til at komme på sygehus. Patienterne henvist til Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital kan måske hjælpe os med at fylde dette skammelige men enorme hul i vores viden ud. En Flygtning fra Marokko, boet i Danmark i over 20 år, taler perfekt dansk: ”Jeg har brug for tolk selvom jeg taler dansk. Jeg kan ikke koncentrere mig om at fortælle om mine grimme oplevelser når jeg hele tiden skal lede efter ordene. Jeg bliver så træt, så går tankerne i stykker og mine ord bliver væk. Så får jeg hverken tænkt eller sagt noget. Derfor skal jeg have tolk”. En 65 årig tyrkisk mand, boet i Danmark i 40 år, fortæller om den største skam i sit liv: ”Hvordan tror du det er at være nødt til at bruge tolk når man selv har været tolk engang?”. En 45 årig somalisk mand vil ikke være uhøflig: ”Jeg føler mig uhøflig og skammer mig når jeg ikke kan svare ordentligt på dansk. Så er det bedre helt at lade være med at svare”. I utolkede samtaler svarer patienterne ”ja” og ja tak” af bare høflighed, men aner ikke hvad der snakkes om eller hvad beslutningen betyder for dem. I nogle sammenhænge kan sprogproblemer sammenlignes med det døve barn, der bider de andre børn i vuggestuen for i det mindste at være lidt med i flokken: det er bedre med dårlig kontakt end ingen kontakt og det kan af sundhedspersonale opleves som om de bliver ”bidt”, men uden at forstå baggrunden for biddet og den der bider kan ikke umiddelbart gøre sig forståelig. Det er ikke kun patienterne der har gavn af tolk, der er talrige rapporter om lægefejl som følge af sprogbarrierer. Det følgende er et citat fra en norsk læge som undersøgte en patient man mistænkte for en hjerneblødning: "I am thinking about the Pakistani lady; she was quiet – very quiet. But, when we had this interpreter here, the words suddenly just welled forth. … Because she smiled and did not speak, it was easy for people to think that she had had a stroke, she is a little stupid, she is inattentive. But, when she had an interpreter, I realised … And when I saw her facial expression while she talked, you saw … She was totally with it, intellectually adequate – it had no connection with that at all. … But I did not realise this until the interpreter came" (Hanssen).
At sprog er centralt ikke mindst når man er syg blev cementeret af en kæmpe undersøgelse I USA I 2009 med 30.000 patienter: Undladelse af nødvendig lægekontakt var stærkt associeret til manglende engelsk sprog og helt uafhængigt af andre faktorer såsom økonomi og social status i øvrigt (Shi L).
Det politiske tankesæt bag tolkeloven er forkert og bygger ikke på viden eller i det mindste lidt fagligt input. Loven bygger på antagelser og forestillinger fra folkedybet og bruger som redskab en middelalderlig afstraffelses politik, som flygtninge kun kender alt for godt fra deres hjemland. Loven og dens præmisser korrumperer ordentlige fagpersoners integritet fordi dens grundide tvinger dem til at se mere på en produktionsorienteret nytteværdi end de humane værdier vi i århundreder har anset for danske.


Bus og blomstersprog
Èn af de mest opsigtsvækkende erfaringer klinikken har gjort er at 2.sproget er et underligt løst sprog, der er strengt bundet op til de sfærer man har tillært sig det i: aktivering, børnehave, gartneri, familie eller buschauffør. Ahmad har kørt bus i 12 år, talte dansk i bussen og sit hovedsprog hjemme med ægtefællen. Da Ahmad blev syg havde han ingen sprog, han kendte ikke til sygdomme og havde ingen danske ord for sygdomme eller organer. Ahmad følte det som et nederlag for han følte at han kunne tale dansk og alligevel blev han totalt afhængig af en tolk da blev syg, hvilket blev til et nederlag for ham og starten på en social deroute. Han talte bussprog, mens andre patienter taler et perfekt blomstersprog eller bilsprog med stort ordforråd mens de ikke ejer ordforråd på andre områder. En fransk-arabisk indvandrer havde 3 sprog: ét på arbejde som mekaniker (dansk), ét i kommunen (arabisk) og ét på sygehuset (fransk) afhængigt af hvor han havde det bedste ordforråd. En mandlig patient der havde arbejdet på et værksted det meste af sit liv havde kvaler med at finde sprogtonen overfor de kvindelige sygeplejersker på sygehuset da han blev syg: han talte et (mande-) værkstedsprog til dem og blev mødt med modvilje og en vis usikkerhed fra sygeplejerskernes side indtil det blev klart at det var det eneste sprog han kendte. Han var af den klare opfattelse at det var sådan man talte til hinanden i Danmark, mens det af etnisk danske professionelle blev opfattet som en stærkt grænseoverskridende sprogbrug.
En patient fra Mellemøsten havde arbejdet 12 år i Danmark, da han blev fyret og senere anklaget for at stjæle af pengekasse i firmaet, der havde et elektronisk afregningsystem og kvitteringer, som patienten havde gemt i en mappe. Patienten blev frikendt i byretten, men dømt i landsretten og startede derefter en psykosocial deroute og havde svært ved at passe sin sygdom. Han forstod intet af hvad der foregik i retten: ”Jeg forstod under 10 % af hvad de sagde, jeg mistede mit sprog da jeg blev fyret”, men blev på intet tidspunkt spurgt om han havde brug for tolk. Hans høflige væsen og ordfattige svar tog man åbenbart for at være beskedenhed og ikke manglende sprogkundskaber. ”Havde jeg vidst jeg havde ret til en tolk havde jeg selvfølgelig bedt om det. Jeg kan tale dagligdags sprog, men alt andet så hopper jeg helt af. Jeg er slet ikke skarp i dansk og jeg kan jo slet ikke rets sprog.  Jeg kan tale med mine arbejdskolleger, men ikke med en advokat. Jeg forstår ikke hvad de siger på retssproget. Jeg skammer mig over ikke at kunne tale dansk.”
Sproget overfører ikke bare mening men danner og modellerer mening. Sprog er ofte følelsesmæssigt bearbejdet og internaliseret på hovedsproget, men er ikke nødvendigvis lige så tilgængeligt på 2. sproget.  Kulturelle nuancer kan være kodet ind i sproget, bevidst og ubevidst, på en sådan måde at de ikke umiddelbart bliver udtrykt på 2.sproget uden mellemkomst af en professionel tolk. Da vi startede med video tolkeprojektet i Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital skete der noget bemærkelsesværdigt: de patienter vi havde fulgt gennem mere end 1 år med simple tolkede ”ja-nej-av” samtaler fik pludselig et livligt, personligt og interaktivt sprog da de professionelle tolke på videotolkeprojektet kom til. Vi gik fra et simpelt unaturligt sprog uden personlighed til et personligt ”normalt” sprog hvor de faktorer der var i spil i forhold til deres ofte komplicerede og følsomme helbredsforhold pludselig blev tydelige og dermed kunne inddrages i undersøgelse og behandling. Mange almindelige ord på ét sprog findes ikke på andre sprog, og kræver særlige tolkeerfaringer. Tolkning er en ekstrem form for multi tasking som få nok forstår at værdsætte: ”People don’t really know about interpreting…..the pressure we’re  under. Sometimes you don’t know the word….sometimes they think ’cause you’re bilingual, you’re supposed to know everything in every single area of medicine, and it’s kind of unfair….You’re ‘just bilingual’, in their words….but they don’t understand the whole scope of things…the whole stack of decisions you have to make when you’re interpreting. How to respond, where to stand, how to speak.  Interpreting it’s not  just saying the literal of what they’re saying. Interpreting is making sense of it….those are two different things. In many cases it is the matter  of not being worried about how to translate the particular term but rather, ‘What is that person saying’, or, “What does that person mean”…and then try to approximate it as close as possible with a different structure, different type of sentence. That’s where most of the difficulty is, that you have to come up with it very quickly”.

En færøsk sprogørn
Indvandrermedicinsk kliniks færøske sygeplejerske oplevede at være to sproget på en anden måde. Der er flere måder at være dansksproget på: Da hun kom til Danmark for at fortsætte skolen vare det tydeligt at de færøske børn kunne læse og skrive bedre dansk end de danske børn, men der var mange ord hun ikke kendte og endnu flere ord hun ikke udtalte på samme måde som danske børn. Det betød at selvom hun var bedre til dansk, så blev hun alligevel betragtet som udlænding. F.eks. turde hun ikke købe rugbrød fordi hendes rullende ’r’ lød forkert i bagerbutikken og hun måtte de første par år leve af franskbrød. ”Når man ikke har det helt ’rene’ danske sprog, så går danskere i baglås”, føler hun. ”Bare mit navn, Arndis Svabo, er nok til at samtalen går i stå og når man så også har en accent så bremser det yderligere samtalen mens jeg kan se at folk tænker over hvad det er for en accent. Man kan se og fornemme at der sættes et filter ind. Der er mange ting jeg stadig ikke kan ordne i en telefon selvom jeg taler perfekt dansk med normalt ordforråd – personen i den anden ende af røret tror ikke de kan forstå mig og opgiver samtalen inden den er kommet i gang.. Mit danske sprog bliver vurderet som et andet sprog, selvom det er dansk. Danskere kan ikke acceptere at andre sprog er ligeværdige og gradbøjer oven i købet andet sprog: fransk er f.eks. finere som andet sprog end arabisk. Man skal føle sig i et med sig selv og sit sprog sammen med andre – dét har jeg mærket selv med mit danske sprog og dét er hvad etniske minoriteter mangler.”
To sprog betyder ikke to sprog
Forholdet mellem personens første sprog og eventuelle andet sprog er meget individuelt og er ikke velundersøgt, men er efter vores erfaringer formentlig af enorm betydning for at føle sig sikker og ”hjemme” i det danske sundhedsvæsen. Mange af de patienter vi ser i klinikken har boet over 10 år i Danmark og har aldrig knækket den danske sprogkode. Desværre kan de fleste af dem beskrive at de led et sprogligt (og bogligt) nederlag allerede i sprogskolen fordi de hverken forstod meningen med at de skulle være der eller kunne koncentrere sig om det læreren talte om. Flere patienter beskriver hvordan de i afmagt kan være nødt til kun at sende kroppen i sprogskole, mens hovedet bliver derhjemme – læreren kan måske tro der sidder en hel krop i klassen men det er ofte ikke tilfældet.
Forskelle i opfattelsen af sundhed, sygdom og følelsesmæssigt velbefindende samt særlige forhold omkring stress oplevelse og hvordan det kommer til udtryk varierer med etnisk baggrund, opvækst vilkår og religiøse forhold og de ord der anvendes for selv hyppige sygdomme kan variere meget indenfor relativt veldefinerede sprog. På fransk er det f.eks. helt uhørt at sige ”kræft” ved middelhavskysten, hvor man i stedet siger ”jeg er træt”, mens det i det nordlige Frankrig er normalt at sige kræft. På Hmong sproget findes der slet ikke noget ord, eller en vending, for kræft. Tosprogethed (nationalt og individuelt) ses ofte som et problem, næsten et handicap og anses for at være årsagen til sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige problemer og nationalt set er det kædet sammen med konflikter og social uro (Colin Barker, Foundations of bilingual education and bilingualism). Det er imidlertid ikke sameksistensen af to sprog der er årsag til krige men derimod fattigdom, religion, autoritære regimer og skæv udvikling der er årsagerne (Fishman 1989). Alligevel får tosprogetheden skylden, selvom det er omvendt: sprogproblemer er en følge af lav uddannelse og social arv. Nogle kalder det sprog angst (skizoglossia) fordi tosprogede føler deres eget første sprog ikke passer eller matcher så godt med den høje standard andet sproget tillægges af majoritetsbefolkningens sprog. To sprog er ikke ligesom med en to-hjulet cykel: man kan have forskellige kompetencer på hvert af sprogene man behersker, men det betyder ikke nødvendigvis at man har 2 fuldt funktionelle sprog – snarere 3/4 sprog tilsammen, sådan som det kan være tilfældet med børn der flygter med deres forældre. Som en 14 årig dreng, barn af to krigstraumatiserede forældre, sagde: ”Jeg ville gerne være ingeniør, men det er jeg ikke dygtig nok til og så ville jeg gerne være politibetjent, men det er mit sprog nok ikke godt nok til”. Nogle opfatter ligefrem tosprogethed som ét sprog lig med første sproget eller ligefrem modermålet. Spørgsmålet er om man i stedet for ét menneske to sprog i virkeligheden skaber en 2 sprog 2 mennesker situation og låser den enkelte indvandrer fast i en sproglig spændetrøje med 2 ubrugelige halvt udviklede sprog? Som stemningen er aktuelt i f.eks. Danmark fremtvinger man med sin stædige sprogbarbarisme en social ulighed ved at fastholde flere generationer af flygtninge/indvandrere i sprogligt armod med 2 halve sprog. Sikring af ligeværdighed i begge sprog for tosprogede kunne, som nævnt, i virkeligheden ses som netop det værktøj der kunne ophæve noget af den sociale ulighed, der kommer af at være en minoritet. En immigrant der kom til Canada som 13-årig skrev i sin dagbog: ” Jeg venter på det spontane flow af indre sprog, som plejer at være mit aftensprog med mig selv….der kommer intet. Mit polske sprog er på ingen tid skrumpet ind fordi jeg ikke bruger det. Mine polske ord kan ikke bruges til mine nye oplevelser….på engelsk har ordene endnu ikke fundet vej til de lag i min psyke hvorfra mine private samtaler med mig selv stammer fra”. (Eva Hoffmann i Colin Barker, Foundations of bilingual education and bilingualism).
Som et kuriosum kan ensprogede der har med tosprogede at gøre blive smitte af de tosprogede, som den læge der henviste en afrikansk patient til undersøgelse i Indvandrermedicinsk klinik med diagnosen: “Multiple African symptomer”
Krigen går aldrig væk
”De egentlige kampe starter når krigen er slut”, sagde en flygtning til os. Man holder tilsyneladende aldrig op med at leve i konstant flugt resten af livet når man én gang har oplevet at verden er et usikkert sted :”Da jeg ankom til Danmark havde jeg fysisk efterladt krigen i Irak, men i mit sind var soldaterne stadig efter mig, jeg var stadig sulten og min frygt og min dybe mistro og usikkerhed gjorde at jeg ikke kunne indgå venskaber eller lære nyt sprog.  Jeg troede Krigen var slut da jeg forlod Irak men jeg kan se nu at for os der overlevede krigen og kunne flygte , så er krigen ikke slut, måske slutter den aldrig, selvom vi ikke kan høre Bomberne i andet end vore mareridt”.  Not only is the sound colour and smell of war the same. The fear of war is also the same (Zainab Salbi, TED.com Jul 2010). En forælder I en familie af afrikansk herkomst bosat I en mindre landsby under integrationspakken fortalte om at familien og ikke mindst børnene blev chikaneret af en gruppe unge hætteklædte drenge på scootere udenfor deres hjem og med natlige stenkast mod ruderne og tilråb. Da vedkommende blev spurgt om hvad der kunne gøres for at hjælpe familien var svaret: ”jeg ved ikke hvordan vi skulle kunne flygte ud af denne by. Vi har ikke råd til at flygte igen og jeg ved ikke hvor man skal flygte hen her i Dannmark”.
Det ubehagelige ved krigstraumer er at 1/3 aldrig kommer over dem og forfølges af dem resten af livet. Ind i mellem kan de dæmpes af arbejde, men de vil altid være der og er for de værst ramte lige som at have 33 TV kanaler kørende i hovedet på én gang: ”Hvis du ser noget i fjernsynet du ikke lide, så kan du bar slukke for det”, sagde en patient, og fortsatte: ”Men jeg har ingen fjernbetjening og programmerne starter bare af sig selv”. En anden var mere kontant: ”Jeg kan ikke bare trykke på ’delete’ knappen og slette mine erindringer”.

A doctor’s story
Ofte må man som flygtning slås med mange uvante modstandere : ”Jeg føler jeg er i krig på mange fronter uden at vide hvem min fjende præcist er. Èn dag kan det være kommunen der kommer med en ny ide eller en ny sagsbehandler, en anden dag kan det være en ny lov, og en tredje dag kan det være min sygdom og behandlingen jeg skal slås med.”, sagde en hiv smittet mand fra central Afrika. Netop Hiv sygdommen kan være omgærdet af mystik og tvivl, som kan være en udfordring for en læge med en vesteuropæisk naturvidenskabelig tilgang støttet af en sikkerhed for at patienter mestendels tror på deres læge: ”It is a doctor’s story, they say that I am HIV positive, I have virus in my body, and I have to treat it the rest of my life, but that this virus will not be killed or go out of the body. I have to listen to the doctors, I don’t know if it is a real story or not, but what can I do?”, sagde en en engelsk talende hiv patient da han blev spurgt om hvad han vidste om sin sygdom, mens en afrikansk hiv patient havde det særdeles svært med at starte behandling da det for vedkommende var forbundet med noget helt andet end hvad lægen troede: ”…I was thinking in my head, if I start taking medication, it will be like a death sentence….when you take mediciation you will die ..even faster, I heard about it, in Africa, …if you take the medication they are getting rid of you……they give you medication so for you to die early. So I was still having it in my head, even if I went for counseling.” (Citater fra kommende master afhandling ved Rogers Twesigye, Syddansk Universitet). Tolkes største udfordring er at de udover den direkte sproglige oversættelse også skal være kulturformidlere og kulturmediatorer på områder som de ikke nødvendigvis har detail viden om. I en bestemt asiatisk kultur er det almindelig folkeviden at man kun må blive opereret i alt 6 gange i sit liv og man skal derfor være påpasselig med ikke at spilde sine operationer på mindre skavanker eller på operationer med stor risiko – det er imidlertid ikke en indstilling man diskuterer med lægen, men derimod en drøftelse der tages i familien og dermed kan tolken kun ”oversætte” ved at have kendskab til denne folkeviden eller ved at have erfaring nok til at spørge om baggrunden for at en patient f.eks. afviser operation eller behandling. På afrikanske sygehuse er der ofte mangel på ilt og man reserverer derfor ilt til de mest alvorligt syge, men dermed i denne kontekst, også dem der har højest risiko for at dø. Her er der en folkeviden om at ilt slår patienter ihjel hurtigere og det er en viden som man ikke deler med lægen på samme måde som at hiv medicinen skulle slå hiv patienter hurtigere ihjel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar