Selvom du gav mig alt papir i verden (2)
If a lion could speak we could not understand it (Ludwig Wittgenstein)
En flygtning er en person der har mistet alt undtagen sin accent.
En 35-årig afrikansk flygtning sagde til os i klinikken: ”Man skal forstå hvordan det er ikke at blive forstået for at forstå det ”. Én ting er en lille lov med alvorlige konsekvenser for helbredet, noget andet er at lovens præmisser afslører en afgrunds dyb uvidenhed om, og respekt for, hvor meget sproget betyder for livskvalitet, velvære, tryghed, integration og sygdom. Tryghed er at vide at man kan sige hvad man gerne vil. Det ordforråd der tager længst tid at tilegne sig er det sprog der hører til at være morsom, underfundig og ironisk. Det er også det sprog der er tilknyttet komplicerede følelser, erindringer, sammensatte behov, skam og ikke mindst symptomer, seksualliv, krop og sygdomsbekymring. Endelig er der en endnu sværere del af sproget, der handler om at få sin vilje, trygle om hjælp, skælde ud, overtale og overbevise. Det grænser til langsom kvælning ikke at kunne sige hvad man gerne vil hvis man føler sig direkte misforstået, hjælpeløs, uretfærdigt behandlet eller bare skal have en akut tid hos lægen pga. ulidelige øresmerter. Særligt det sidste ordforråd kan tit give anstød til problemer fordi det ofte kommer til at virke som ”gadedrenge sprog” når der skældes ud med et sparsomt ordforråd. En helt særlig sproglomme er opstået blandt unge af anden etnisk herkomst, hvis eneste kilde til at tilegne sig et dansk ordforråd omkring krop og seksualitet er gennem porno film, hvis begreber pigerne udelukkende tilegner sig gennem drengene.
At leve et uleveligt liv
“Refugees inhabit a divided world, between a country in which they cannot live and a country which they cannot enter, skriver Eyal Weismann, En afrikansk flygtning sagde: ”Hvis integrationsministeriet var en person så ville jeg have forlangt at få en samtale med vedkommende. Så ville jeg have råbt al min vrede ud. Desværre siger de at integrationsministeriet er et system….man kan ikke lov at sætte sig ned sammen med det der de kalder systemet og tage en en-til-en samtale hvor man kan forklare nøjagtig hvad det er man går igennem og spørge ham/hende om de vil hjælpe med at gøre noget ved situationen….udefra er systemet demokratisk og omsorgsfuldt, men egentligt er det ondt og diskriminerende når man kender det indefra….det efterlader én død indeni.”
Angst og dobbeltliv
Afrikanske hiv positive patienter lever dobbelt så hyppigt som etnisk danske hiv patienter i hemmelighed med deres sygdom og det vides fra flere undersøgelser at netop dobbelt liv er hårdt og medfører stress følelse, koncentrationsbesvær og forstærker isolation. I virkeligheden er der desværre ikke bare tale om dobbelt liv men om et komplekst socialt regnestykke med mange parallelle liv og hvert deres sprog. Det er en kunst at holde styr på at være afrikaner, hivsmittet, stigmatiseret, sprogskoleelev, ydmyget, gartnerpraktikant, familieoverhoved, krigstraumatiseret, funktionel analfabet og uønsket gæst. Det kræver mange computere der skal køre samtidig for at korrigere sprog, dæmpe vrede, undertrykke ydmygelser, tilpasse ord og oversætte mellem swahili, fransk og dansk. Det kan ingen holde til og alligevel gør flygtninge det, for det er deres eneste chance: ”Når jeg skal være rigtig stærk tager jeg min metalskjorte på…..så kan børnene ikke se hvor bange og ked af det jeg er”, sagde en forælder. Mange kan direkte indrømme at de er stærke og svage på én gang: ”Jeg kan ikke engang passe på mig selv, men mine børn skal ikke opleve det samme som jeg og dér er jeg stærk”. Flygtninge forældres ofte kaotiske oplevelse af store ansvarsbyrder udtryktes af en mellemøstlig patient: ”Jeg er miljøambassadør men har smerter i maven, kvalme, svimmel og er altid bange for der skal ske mine børn noget. Jeg sover aldrig og lægerne i Danmark er ikke dygtige”.
Det er skamfuldt for forældre at se børnenes reaktion på at forældrene ydmyges økonomisk, sprogligt og socialt som minoritet i Danmark: ”Små børn spiser brød, men store børn spiser hjerter”, sagde en patient med 5 børn, der efter nogle år i Danmark gradvist så hvor svært deres forældre havde ved at finde sig til rette i det nye land.
Sprogets sorg faser
Ligesom sorg reaktionen har sine faser, så har sprogtilegnelsen sine ”sorg” faser: den initielle kulturelle eufori varer 1-3 måneder hvor man er sprogligt udødelig og alt kan lade sig gøre afløses af en opadgående læringskurve på 2-3 måneder hvor man får et indkøbs og arbejdssprog, som afløses af en uendelig lang fase (0-85 år) hvor det gradvist går mere og mere op for en hvor stort et ordforråd man mangler og hvor umulig en opgave det vil være at tilegne sig et andet sprog på højde med første sproget. I denne fase er man kronisk paranoid og angst fordi man inderst inde har erkendt at man aldrig bliver sikker på at kunne kontrollere en samtale, få opfyldt sine behov eller overhovedet sige hvad man mener på den måde som man gerne ville sige det. Man er heller ikke sikker på hvad der bliver talt om og den nærende angst bevirker at hverdagssamtaler hyppigt fejlfortolkes, hvilket medfører unødvendige konflikter, sammenstød og isolation. Da man ikke har helt styr på indholdet af samtalerne prøver man i stedet at få styr på det der kan ses: mimik, latter og blikke og inden længe er man så træt i hovedet at man forlader sig på at tolke samtalen gennem fagter og gebærder i stedet for sprog og indhold. Hver dag vokser der helt nye sprogtræer op af jorden, enten fordi man bliver syg, får en parkeringsbøde, skal købe en ny stjerneskruetrækker eller fordi man skal skælde ud for første gang på andet sproget.
Angst æder sprog
Usikre og bange patienter falder tilbage på deres modermål, udtrykker sig i vage vendinger, er svære at forstå og svære at behandle. Usikre læger og sygeplejersker har svært ved at være tålmodige og lytte. Oplevelsen af mærkelige hændelser eller uventede handlinger fra lægens side fører til usikkerhed og svigtende tillid til lægen fra patientens side. Mistillid er vist at have sammenhæng med lav patient tilfredshed, dårligere compliance/adherence til undersøgelsesprogram og behandlinger, lavere selvvurderet helbred, mindre villighed til at søge professionel hjælp og dårligere kvalitet i forholdet til den praktiserende læge og andre behandlere (Halbert CH, Hsieh E, Suurmond J). Akutte indlæggelser på sygehus er altid dramatiske, men det dramatiske element forstærkes af sprogbarrierer: hvis der er sprogbarrierer indlægges patienter primært hyppigere på forkerte afdelinger og der ordineres flere og dyrere undersøgelser – specielt hvis der er tale om akutte mavesmerter, hvor der erfaringsmæssigt kan være tale om mange forskellige, og ikke-akutte, tilstande og derfor meget sproglig kommunikation involveret før lægen kan stille de sandsynlige diagnoser. Omvendt er der ikke denne forskel når der er tale om akutte brystsmerter, hvor alle får lavet de dyreste undersøgelser med det samme fordi der er tale om få, men relativt set mere livstruende, tilstande og alle tilbydes de samme undersøgelser. Problemet er bare at på mange sprog skelnes der ikke mellem det øverste af maven og brystkassen når der er tale om en akut tilstand og dermed bliver mange patienter med uskadelige sygdomme, men akutte symptomer, hyppigere mistænkt for alvorlig hjertesygdom (Hjerteforeningen, Dansk hjertestatistik 2010).
Livet starter ikke ved grænsen
Selvom du gav mig alt papir i verden så, ville der ikke være nok papir til at fortælle min livshistorie, sagde en patient til os i Indvandrermedicinsk klinik da vi bad hende fortælle sin livshistorie. Hun gjorde det alligevel, for som hun sagde: ”jeg har jo aldrig fortalt den til nogen før”. Siden Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital startede for 3 år siden, for at forsøge at bedre behandlingen af fremmedsprogede og tosprogede patienter, har lægekunsten og sygeplejen gradvist måttet vige for en helt anden og mere basal kompetence: kunsten at føre en samtale i venlig nysgerrig vekselvirkning til gensidig glæde. Kropsopfattelse, metaforer, opfattelse af sygdom og sundhed, egenomsorg, tryghed, tillid, tilhørsforhold, integration og livsenergi er på forunderligvis knyttet sammen af og begrænset af sproget. ”Alle mennesker er sammensat af historier: der skal lyttes til dem, før noget kan blive godt”, sagde Abraham Verghese i et interview i Politiken d. 12.9.2009. Desværre kan ofte være svært at komme til orde på andet sproget, som en patient udtrykte det: ” Det eneste jeg har af værdi er min livshistorie, men den er der ingen der vil høre i Danmark”. Og selv en god tolk er ikke god nok: ”Bare jeg kunne tale dansk, så kunne jeg med mine egne ord fortælle min livshistorie. Det bliver aldrig det samme med en tolk”, sagde en 45 årig flygtning fra Bosnien, der efter 10 år i Danmark havde givet op overfor det danske sprog. Dialekter kan være til besvær i Danmark, men på andre sprog er der tale om mere end bare udtalen af ord. På nogle sprog er dialekter så forskellige at mange ord skal tænkes igennem for betydningen skal afstemmes med tolken: ”Når jeg bruger denne tolk skal jeg tænke over og lede efter ord ligesom når jeg skal lede efter de danske ord. Mine ord kommer ikke fra hjertet, men fra hjernen”. Det kan lige frem opleves ganske forvirrende og forstyrrende for nogle at der er tolk tilstede: ”…jeg ville ikke være tryg med endnu en person i rummet….og så endnu en fremmed…så ville det være ligesom at tale med to fremmede på én gang: både lægen og tolken”, fortalte en kvindelig patient med besvær med at holde på urin (Doshani et al 2007). Eller, som Alice Chen (Asian and Pacific Islander American Health Forum), siger: ““When you are talking about a medical encounter with an LEP patient, there are actually four languages present—English, the medical language in English, the second language, and the medical language in the second language . . . very few people have that whole repertoire at their disposal.”
I nogle sammenhænge er det sikreste at anvende familietolke som, formodes det, ikke sladrer. Men det er ikke uden omkostninger at ville beskytte sig mod at personlige oplysninger misbruges: ”Hvis jeg har 3 problemer så nævner jeg kun de 2 for lægen fordi jeg ikke tror jeg kan forklare det hele gennem min søn og det sidste problem kan jeg ikke sige til en fremmed tolk. Hvordan kan lægen så sige: ”jeg forstår dig rigtig godt” når jeg nu ved at det jeg siger ikke hænger sammen? – sagde tyrkisk patient der bruger sin søn som tolk.
Selv når alle sproglige, sociale og psykiske forhindringer er ryddet af vejen, så kan det alligevel være en stor opgave at fortælle sin livshistorie: ”Selvom du gav mig alt papir i verden, så ville der ikke være nok til at fortælle hele min livshistorie”, sagde en patient da vi første gang bad hende fortælle om sit liv…..men hun gik alligevel i gang.
Den sproglige udpakning
“No arts, no letters, no society, and worst of all, continuous fear and danger of violent death; and the life of man solitary poor, nasty, brutish and short”, skrev Thomas Hobbes - Levithian i 1651 om livet som flygtning. I 2010 er der ikke rykket meget ved den situation:” Jeg er så bange for at blive glemt fuldstændig i Danmark – måske forsvinder jeg og bliver aldrig fundet”, sagde en mor til 4 børn flygtet fra Bosnien. En datter til en afrikansk kvinde, sagde: ”Det er som om min mor aldrig forlod Afrika. Det er det sørgelige ved immigration: fornemmelse af at være standet. Hun var til stede i vores hjem som en stille eksistens i sin egen verden. Vi kendte hende knap og hendes krop var som en strandet sjæl. De lever isolerede liv….og har aldrig fået pakket følelsesmæssigt ud.”
Pixisprog 2.0
Mit største ønske er at mit liv i Afghanistan bliver en side i en lukket bog, som jeg har glemt og lagt væk, var der én der ønskede, mens en 34-årig mor fra Libanon, med 3 skolesøgende børn sagde: ”Jeg føler mig som en dum og elendig mor fordi jeg ikke kan læse de der små bøger for de mindste. De kigger på mig når jeg staver de små ord og siger: mor, altså du er jo analfabet. Hvis jeg skal have det godt i Danmark vil jeg lære dansk, men sagsbehandleren vil have mig på et værksted”. En anden patient udtrykte klart hvordan det opleves at være analfabet i et videns samfund: ”Hvorfor skal jeg lære et nyt sprog, når jeg ikke engang kan stave mit eget navn på mit eget sprog endnu?”. Hvis man aldrig har gået i skole og altid har passet geder eller hjulpet mor siden 6 års alderen, så er sprogundervisning en Sisyfos opgave som bidrager til meningsløsheden og skaber en kaotisk dødsdømt sprogindlæring fordi formålet er åbenlyst forkert uden basis i den enkeltes virkelighed. Men det hele falder til jorden fordi alfabeter kommer fra Mars og analfabeter kommer fra Venus. Det er som om analfabeter frit kan bytte rundt på årsag og virkning, tid og sted og strategi handler om at overleve til i morgen, mens ethvert traditionsbrud er angst fremkaldende. Hvordan skulle en analfabet kunne forstå nødvendigheden af at tilegne sig endnu et sprog eller ny viden, når ikke engang tænker over at man har tilegnet sig et første sprog? Jackson skriver i ”The politics of storytelling” fra 2002 om migrantlivet: ”Livet leves ad hoc, startes forfra hver dag, smertefuldt stykket sammen af et par beroligende illusioner…For at komme gennem dagen, eller de søvnløse nætter, sætter man ikke fokus på hvad er sandt, meningsfuldt eller logisk korrekt…fokus er på hvad der virker, hvad der nytter lige nu i dag for at overleve...Kultur, værdighed og nationalitet er luksus som man ikke har råd til”
Hvem er det der er analfabet
Den største fejl vi begår, er måske at antage at jo længere uddannelse man har jo bedre forstår man det er at være analfabet. I virkeligheden kunne man påstå at det er de professionelle, der ved at diskvalificere deres egen viden når der er sprog/kultur barrierer, som er de virkelige funktionelle professionelle analfabeter. Patienterne gør jo egentlig bare det de er bedst til: de siger hvad de føler og mærker og forventer naturligvis at lægen med sin høje uddannelse forstår at ”oversætte” klagerne til lægesprog og diagnoser. Læger er uddannet til uanset patientens herkomst at behandle alle patienter lige, men fordi de sætter et etnisk sprogfilter ind smider de deres professionelle ballast væk og fylder hullerne i deres viden ud med bekvemme antagelser. De forlader sig på folkevid og lommeuld med besynderlige, men bekvemme, diagnoser som ”etniske smerter”, ”kultur shock” eller ligefrem ”kulturel inkompatibilitet” som en neurolog skrev om en patient. Dét man mangler ord for, og egentlig slet ikke forstår, erstatter man med pseudobegreber, som på overfladen giver sig ud for at have en indforstået mening, men ved nærmere eftertanke afslører en afgrunds dyb uvidenhed. Begreberne gentages imidlertid og og anvendes i flæng af de professionelle så ordene til sidst får deres eget liv og formerer sig som et andet sprogvirus. Det man ikke ved man ikke ved erstattes med noget man forstår. Hvis der endelig skulle eksistere en særlig etnisk smerte, så har denne patient et bud på det: ”Jeg føler det som om jeg går på tændte strygejern” – det viste sig dog ved nærmere undersøgelse at være nervebetændelse som følge af sukkersyge.
Nogle patienter kan ikke i deres sociale kredse sige at de går til behandling på f.eks. Odense Universitetshospital eller Kolding sygehus fordi det er der man kommer når man er hiv smittet. Det betyder at de må finde på et spind af nødløgne, som de selv har svært ved at holde rede på. Det er heller ikke smart at tale om at man har det psykisk dårligt, hvis ægtefællen også har det psykisk skidt, for så tager kommunen børnene, som det er rygtet i Vollsmose området. Det giver nogle sproglige udfordringer for tolke og for læger fordi der anvendes meget indirekte begreber, som skal læres og kendes for at kunne opfange dem. Det kræver ekspertviden at manøvrere i sådanne sprogfelter hvor man som behandler hurtigt kan komme galt af sted og miste patientens tillid ved at spørge for direkte.
De svære og hemmelige koder
Der er meget der skal læres før alt bliver godt. Men det sværeste er koderne, dem der kommer ind med modermælken og i børnehaven, i skolen, fra venner og kolleger, fra familien og medierne. Der er på en gang for mange og ingen valg som flygtning, som en patient beskrev de alt for mange krav og ubrudte koder i det nye land: ” Mit liv er som en rundkørsel med 1000 afkørsler, men jeg ved ikke hvilken jeg skal vælge – Der er ingen vejskilte i min rundkørsel. Du (lægen) har kun 3 afkørsler”.
Der ér mange usynlige regler og praktikker der skal afkodes. Er man født og opvokset i Danmark med bedsteforældre, forældre, legekammerater, skolevenner og arbejdskolleger kender man de fleste. Som flygtning fra Etiopien med 2 års ophold i Sudans ørken ved man ikke at bøgeparketgulve tager skade af at der tørres tøj på dem og man ved heller ikke at en gratis 1500 liters kummefryser fra genbrugspladsen hvor man er i aktivering bruger mere strøm end en kontanthjælp kan trække (”Jeg vidste jo ikke el kunne tælle”, som patienten sagde). Der er ord, begreber, ting og love man ikke kender eksistensen af og selv om man kendte eksistensen af dem ville man alligevel ikke vide hvilken betydning de kunne have økonomisk, juridisk eller socialt. Mange starter forfra på livet i det nye land, men smider i den proces også anvendelig viden ud: en gravid mor til 4 spurgte os i klinikken: ”hvordan ved jeg at jeg skal føde her i Danmark” – underforstået at selv tegnene på at fødslen er i gang er lavet om for indvandrere. En patient der følte sig misforstået i det danske sundhedsvæsen rejste til et mellemøstligt land med 15.000 kr, som hun havde lånt i det private indvandrer bank miljø, for at få en ordentlig lægeundersøgelse. Desværre rakte pengene ikke til den helkrops skanning hun havde planlagt, så hun måtte nøjes med et røntgen foto af kraniet, ens serie blodprøver og et hav af piller og injektioner. Da sygeplejersken på den private klinik gav hende injektionerne bemærkede sygeplejersken at det var nogle særdeles høje doser patienten var blevet ordineret. Hun spurgte derfor patienten hvor hun kom fra og da patienten sagde at hun kom fra Danmark bemærkede sygeplejersken: ”nå, men så er det en dansker dosis du får. Så har du lidt at stå imod med deroppe, hvor det er så svært”.
Herfra min verden går
Det er vigtigt at gøre sig klart at der findes to slags samtale når der er sprogbarrierer. Den hyppigste og typiske samtale er ordfattig og overfladisk, styret af lægen og med få eller ingen modspørgsmål fra patienten. Samtalen handler typisk om omstændigheder mere end indhold og patienten forstår typisk under 10 % af hvad der tales om. Vi har flere eksempler fra klinikken på at patienter efter en, ifølge lægens opfattelse, god tolket samtale, panisk kontakter tolken privat om aftenen samme dag for at spørge: ”hvad var det lægen sagde? Hvad skal jeg opereres for? Er det ikke farligt?”. Den sjældne samtale er samtalen hvor behandleren beder om at få beskrevet problemer, holdning, følelser og symptomer præcist og detaljeret(tid, sted, anledning, forløb etc.), og hvor behandleren har afsat tid til det. Så opdager man at patienterne ofte er usikre på selv almindelige ord og begreber, det samme er tolken, og der kommer modspørgsmål, opklarende spørgsmål, diskussion om begrebers betydning på forskellige sprog. “…To know another language is the best and most exiting way of discovering the strengths- and limitations – of the one with which one has grown up…”, skrev AS Byatt I The Times I 2006. Den opfattelse står i oplagt kontrast til det danske undervisningsministeriums opfattelse af to-sprogethed: “tosprogede børn er børn, der har et andet modersmål end dansk”. I bedste danske herfra-min-verden-går ånd opfattes det, i Danmark, som problematisk at man har et andet sprog end dansk.
For de fleste er det dog trods alt en slags medicin at fortælle og tænke over livshistorien og den medicin skal åbenbart indtages regelmæssigt: ”Intet kan stoppe mig i at komme her (I Indvandrermedicinsk klinik)”, sagde en bosnisk flygtning og fortsatte: ”jeg vil hellere stikke fingrene i stikkontakten end rejse tilbage til mit hjemland”.
Menneskeskrald
Eksil er ental, hvorimod en flygtning normalt tænkes som en anonym del af en stor grå masse – denne sproglige og erkendelsesmæssige finurlighed afspejler den respekt vi lægger i et aktivt personligt valg. En person i eksil synes at have taget et valg, mens flygtningen på engang udtrykker en hjælpeløs kollektiv beslutning og en næsten lemmingeagtig følgen med (flygtninge-) strømmen. Zainab Salbi kalder det The language of sterility: flygtninge, voldtægter og dræbte I krigen er bare tal og masser (Zainab Salbi, ted.com). Inger Støjberg er ophavskvinde til mange tankevækkende citater, med ekko fra folkedybet. Bl.a. var hun hårdt presset i TV avisen i en sag om sygedagpenge nødt til at gribe til det ultimative sproglige politikervåben, ministeren som forsvarer for den lille mand i klemme, da hun kom til at sige, at ”..nu skal vi jo lige huske at der trods alt også skal være plads til mennesker i systemet”. Vi har så uendelig svært ved at få flygtninge/indvandrere til at blive til andet end en grå/sort masse karakteriseret ved terror, tristhed og tørklæder. Flygtninge/indvandrere er nemmest at håndtere sprogligt og forståelsesmæssigt som en masse og vi er egentlig ikke interesserede i at de definerer sig som individer, for så skal der pludselig være plads til dem. I vores uafklarede sproglige skizofreni forlanger vi på den anden side vi at de opfører sig som individer, lærer sprog, tager en uddannelse smider tørklædet og senest har det været nævnt at integration var utidssvarende, nu skulle de assimilere sig (men til hvad?). Budskaberne harmonerer ikke og det sender netop de bevidst ulogiske, dehumaniserende og tvetydige signaler som flygtninge er så vant til fra deres hjemlande og som gør tosprogede usikre og utrygge på hvad de skal gøre og ikke mindst hvad de ikke skal gøre.
En patient sagde: ”I Danmark har jeg lært at mennesker har værdi – helt ærligt, det vidste jeg ikke før jeg kom til Danmark. I mit hjemland smed vi mennesker ud ligesom man smider skrald ud i skraldespanden”. Det er den samme bevidste taktik, der på den ene side tvinger flygtninge til at afhængighed af myndigheder pga. stramninger i den sociale lovgivning, asyl adgang, tolkeloven og familiesammenføring og på den anden side kræver at de er uafhængige og selvstændige. Også her kræver det overmenneskelige sproglige kompetencer at manøvrere som ubuden gæst mellem de uforligelige krav.
Tryghed, sikkerhed og egenomsorg
”Der er intet andet end tryghed i Danmark, men jeg føler mig ikke tryg. Der er ikke andet end utryghed i Irak, men der føler jeg mig tryg”, sagde en 38-årig torturoverlever da han blev spurgt om han føler sig tryg i Danmark. En anden sagde: ”Jeg er glad i Danmark, men ikke glad for mit liv i Danmark”. Tryghed og glæde ser ud til at handle om andet og mere end fravær af granater. Vi ser netop nu en tendens til at ældre flygtninge rejser hjem igen fordi de ikke føler der venter en tryg alderdom forude i Danmark.
”I mit hjemland sagde man ikke ”jeg tror” eller ”jeg vil” før man var mindst atten, så er det altså svært at skulle til at gøre I Danmark, når man aldrig er blevet spurgt om det før”.
”Har du prøvet oplevelsen af at ikke engang din egen mor kan beskytte dig? – så er der jo intet der er sikkert her i verden. Kender du den følelse at ingen kan hjælpe dig udover loftet over dig som – måske, måske ikke – holder bomberne ude.” Jeg lever et uleveligt liv.
Et midaldrende ægtepar bosat under integrationsloven i en meget lille landsby følte sig socialt og sprogligt isolerede og sagde ”Vi vil bare så gerne flytte til Odense så vi kan være sammen med vores medmennesker.” Bare et enkelt ord kan her beskrive deres livskvalitet, isolation, afmagt og hvor små behov man kan have i livet. Andre ønsker kan være rungende simple, ydmyge og kortsigtede på én gang: ”Det eneste jeg ønsker er at mine børn ikke skal opleve det samme som jeg og at jeg kan få lov at sove et par timer i nat” Det dog indtil videre mindste, og samtidig det sværeste-, behov at opfylde var dog følgende udtrykt til en sygeplejerske i klinikken: ”hvis bare du kunne gøre mig glad én time hver måned”.
Tavshedens sprog – det sidste våben
En patient blev henvist til klinikken på mistanke om psykisk lidelse, men patienten havde ikke talt til eller med nogen i flere år og det var svært at få rede på symptomer og hvad problemet egentlig var. Datteren var med til samtalen og agerede ”tolk” på den måde at hun følte sig sikker på at hun vidste hvad moderen mente og følte. Datteren talte udmærket dansk og var velformuleret. Sygeplejersken der tog imod patienten ved første samtale insisterede på at se direkte på patienten mens hun stillede sine spørgsmål: ”fortæl os om dit liv, fortæl os om dine problemer og fortæl os hvorfor du har valgt at være tavs”. Efter at datteren havde svaret for moderen i 10 minutter sagde moderen pludselig: ”jeg kan bedre fortælle min historie selv” og så talte hun i over 1 time om sit liv, sine traumer og sin skam. Datteren havde aldrig hørt det før, men det gav mening både for hende og for moderen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar