En ny bekendtgørelse om tolkebistand efter sundhedsloven er sendt i høring. Den begrænser anvendelsen af børn og unge som tolke. Loven har en helt forkert præmis og området er præget af en enorm uvidenhed hos sundhedspersonale, myndigheder og politikere. Her er bare nogle få af de forhold som loven ikke tager højde for:
1.
Ændringen er rettet mod et meget perifert og
relativt sjældent problem på tolkeområdet (børns anvendelse som tolke) og må
derfor betragtes som af symbol politisk værdi uden særlig klinisk betydning i
sig selv. Bekendtgørelsen ændrer ikke ved årsagen til at patienter af anden
etnisk herkomst ser sig nødsaget til at anvende familiemedlemmer som tolke.
2.
Ændringen har ikke taget fornødent hensyn til
den viden og erfaringer der er fra klinisk praktisk side
(afspejler udelukkende hyppige almene fordomme og ofte fremsatte argumenter fra
autoriserede tolke’s side)
3.
Forskningen på området peger på ét alt
overskyggende problem: der anvendes ikke tolke bistand i fornødent omfang og
anvendelsen af familiemedlemmer, unge (og sjældnere børn) som tolke er en
konsekvens af at mange læger og sygehusafdelinger konsekvent undlader (aktivt
fravælger) at anvende tolkebistand. Området er meget dårligt belyst og
kvaliteten af lovgivningen på området afspejler dette forhold meget tydeligt.
4.
Mange flygtninge med sparsomme dansk kundskaber
er stadig af den opfattelse at der er gebyr på tolkning og tager derfor
familiemedlemmer med til lægesamtaler.
5.
Der er sygehusafdelinger og læger der i 2015
stadig ikke er klar over at lov om gebyr på tolkebistand ikke længere (vi får
jævnligt spørgsmål ved foredrag og per telefon).
6.
I mange tilfælde er familie medlemmer med som
almindelige pårørende, men bliver ofte af lægerne og hospitalspersonalet uden
videre opfattet som tolke og anvendes derfor som sådan uden patientens samtykke
og uden at denne opgave er aftalt. Hvem har så formelt det jurdiske ansvar for
at børn/unge anvendes som tolke? På mange afdelinger går man ud fra som givet
at patienter selv medbringer tolke – patienter kan oplyse at de direkte
opfordres til det af nogle afdelinger. Patienter kan ikke kende forskel på
hvilke politikker hvilke afdelinger har og tager derfor altid en pårørende med
som tolk for en sikkerhedsskyld ente fordi de er opfordret til det eller fordi
de ofte oplever at der ikke er bestilt tolk.
7.
Mange patienter kan beskrive at der hyppigt ikke
er bestilt tolk, tolken ikke møder frem, videotolkesystemet ikke sat til, læge
er forsinket, undersøgelsen forsinket ect. Og så er der ingen – her er der juridisk
et problem hvis man ikke må anvende unge som tolke selv når problemstillingen
ligger mellem det ”livstruende” og det ”uproblematiske”. Det er en skelnen, der
i praksis er uhensigtsmæssig og ubrugelig – der bør være en formulering der
lyder ”eller hvor andre, specificerede, forhold taler for anvendelsen af (unge
over 15 år) som tolke”.
8.
Hvad skal patienter gøre rent juridisk hvis
lægen direkte nægter at bestille tolk og patienten meget bestemt mener at have
brug for tolk? (hyppig problemstilling)
9.
Hvad menes med ”nært beslægtet”? – uklart i
denne sammenhæng af flygtninge der ofte er del af meget små etniske grupper
10.
Der er et stort patient sikkerhedsmæssigt hul i
sundhedsloven på dette punkt: der er ikke tolkebistand ved patientklager,
klager over patient rettigheder eller klager over servicepersonale i
sundhedsvæsenet. Dét er en af grundene til at tolkeproblemerne i
sundhedsvæsenet forbliver ukendte og derfor ikke er genstand for fornøden
præcis lovgivning. Der er til dato ikke anmeldt utilsigtede hændelser der alene
går på at læger eller sygehusafdelinger nægter at bestille tolk. Der er
sygehusafdelinger hvor ledelsen kræver at læger skriftligt ansøger med
begrundelse for tolkebistand. Det afholder læger og andre behandlere fra at
anvende tolke. Og sætter patienterne i en helt umulig situation hvis det
fremadrettet gøres ulovligt at tage en 17-årig gymnasielev med til
lægesamtalen.
11.
Lovens opfattelse i etniske minoritetskredse vil
med stor sandsynlighed være at det i det hele taget vil være
ulovligt at have en pårørende med til læge samtale. Udover det oplagte element
af svigtende compliance og patientsikkerhed, så er det et alvorligt signal der
sendes med denne lov: etniske minoritetspatienter vil endnu engang føle sig
bekræftet i at de er ”andenrangs patienter” for hvem der gælder særlige love,
der har konsekvenser dybt ind i deres tillid til læger og til sundhedsvæsenet.
Loven er som sagt af symbolsk karakter, men vil få enorme
helbredsmæssige og symbolske konsekvenser på lang sigt af en hel anden karakter
end den der måske var den politiske hensigt. Området bør belyses meget bedre
før der laves symbolske justeringer – der er behov for en gennemgribende
undersøgelse af den rolle sundhedsvæsenet og de ansatte selv spiller i forhold
til at have skabt en situation hvor voksne indvandrerpatienter af nød vælger
selv at tage tolke med.
http://www.laeger.dk/nyhed/download/docs/F19995/H%C3%B8ringssvar_tolkebistand.pdf