Den norske journalist Jon Hustad skrev 1. maj 2021 en artikel i Weekend-Avisen med titlen ”Indvandrersmitte” (https://www.weekendavisen.dk/2021-17/samfund/indvandrersmitte), hvor han med håndplukkede informationer og hjemmelavede analyser forklarer at indvandrere smitter hinanden og samfundet pga. deres ”kultur”. Journalisten, der er en kendt provokatør, gør sig ikke anstrengelser for at forklare hvad han mener med kultur. Der er i Norge tale om over 17 forskellige etniske minoriteter fra så forskellige regioner som Asien, Afrika og Latinamerika. Med vanlig skandinavisk storhedsvanvid får Jon Hustad defineret en almengyldig 0-kultur, mens alle andre folkeslag har én samlet ”kultur”. Man skal ikke have rejst i mange lande før det bliver klart at Asien, Afrika og Latinamerika er meget forskellige kontinenter med et hav af lande med hver deres kendetegn og ritualer. Kultur er Jon Hustads tankesæt, må man tro, et negativt begreb, der beskriver en svag karakter og en rådden samfundsmoral – en bevidst asocial adfærd, der vedligeholder et højt smittetryk blandt minoriteter og dermed hele den norske befolkning. Kultur er ikke et epidemiologisk begreb og er ikke et begreb der uden videre kan omsættes til videnskabelige modeller. Jeg ved ikke hvem der har bevisbyrden her, men de fleste forskere vil nok bede dem der anvender begrebet om at definere det. Jon Hustand er ikke god til tal og er endnu mindre god til videnskabelig metode. Der er fx højere risiko for at norske somaliere og pakistanere smittes hvis de bor i Oslo end hvis de bor udenfor Oslo. Norske somaliere og pakistanere udenfor Oslo har lavere risiko for smitte end etniske nordmænd der bor i Oslo. Pakistanske nordmænd har ladet sig teste hyppigere for COVID19 end etnisk norske personer. Der er i øvrigt ingen tegn på at minoriteter har smittet majoritetsbefolkningen med COVID19. Det samme har man set med tuberkulose i Danmark: ikke én etnisk dansker er blevet smittet af en patient med minoritetsbaggrund. Så frygten for at minoriteter smitter udenfor minoritetsmiljøet er overdrevet, samtidig med at det er tankevækkende så god afstand der holdes mellem majoritetsbefolkningen og minoriteter.....
Der er to pandemier: Én der ramte de velstillede, højtuddannede
og som er ved at overgive sig og én der samtidig ramte de fattige kortuddannede
men som til gengæld nægter at forsvinde. Sådan er det altid med epidemier,
lige fra pest til kolera, og fra tuberkulose til HIV.
Dem der har mindst indflydelse på deres arbejdsvilkår
er de samme der ikke har indflydelse på valg af bolig og det er de samme som
har svært ved at omsætte myndighedernes hygiejneråd til deres egen hverdag. De
kortuddannede har lavtlønnede servicejobs med konstant tæt kontakt med andre
mennesker. Afstand er for dem en fjern luksus på arbejde og i hjemmet. Sådan
har det altid været med epidemier, og sådan er det med COVID19.
Blandt dem med kort uddannelse ansat i servicejobs
er der en overrepræsentation af etniske minoriteter fordi det er de jobs der er
mulige. 95 % af taxachauffører i Oslo har etnisk minoritetsbaggrund. Selv i
samme formelle jobfunktion, så har etniske minoriteter oftere tættere personkontakt
end en kollega der tilhører majoritetsbefolkningen i samme funktion. Blandt etniske
minoriteter er der en 8 gange højere forekomst af husholdninger hvor en på 67+
år bor sammen med 2 yngre generationer i samme bolig. Smitterisikoen er højere
i socialt udfordrede boligområder og andelen af etniske minoriteter i disse
områder er langt højere end svarende til deres andel af befolkningen.
Blandt etniske minoriteter er der en højere risiko
for at have en kronisk sygdom (f.eks. hjertesygdom, sukkersyge, KOL eller
overvægt) og for at have mere end én kronisk sygdom (multisygdom). Risikoen for
at blive syg af COVID19 øges med kronisk sygdom, ligesom risikoen for at blive
indlagt og dø er højere for etniske minoriteter.
Sociale kontrakter indgås med nærmiljøet: dem man
kender, naboer, venner, familie og tillidspersoner. Myndighedspersoner og
politikere er tvetydige fjerne personer der ikke naturligt er en del af
lokalsamfundet. Det var gennem aktiveringen af den lokale velfærdskontakt og
dens mekanismer at smitteudbruddene i Gellerup og Vollsmose blev stoppet – den nationale
velfærdskontrakt kræver tillid, men den var ikke etableret før COVID19 og fik
et hak i tuden, da flere politikere stod parat med fordømmende holdninger til
beboerne i belastede boligområder.
Den nuværende mangel på etik i ledelse, som vi
oplever overalt i verden, har bekræftet de mentale modeller, der er kommet til
at forme de forventninger, vi har til vores ledere. I systemtænkning bruger vi
mentale modeller til at give mening til værdier, holdninger, overbevisninger og
moral. Pandemien har illustreret, at det er muligt for regeringen, eksperter, civilsamfundet
og resten af samfundet at arbejde sammen om, midlertidigt en anden form for
ledelse. En der er rodfæstet i samfundet, det er kollektivistisk og empatisk.
Historien spiller en vigtig rolle i at hjælpe os med
at gøre begge disse ting. Vi bruger historier til at give vores kaotiske verden
mening. Vi fornemmer og tror på historier, der hjælper os med at føle os sikre,
eller historier, der passer ind i vores forbilleder, selv når historierne ikke
afspejler virkeligheden, eller historien tjener til at opretholde systemisk
undertrykkelse som køn, etnicitet og social ulighed. Ord betyder noget. Hver
gang et medie, en journalist, en meningsdanner eller en politiker taler om ”Indvandrersmitte”,
”Kina-virus” eller at indvandrere med COVID19 skal i fodlænker, så reproduceres
en historie som ikke bare er falsk, den er også farlig fordi den ekskluderer
dem der har mest brug for inklusion. Fortællinger som den Jon Hustad og nogle
politikere prøver at skabe, fastholder store befolkningsgrupper i en ramme hvor
social ulighed er selvforskyldt og smitte er udtryk for moralsk forfald. Hvor
bekvemt dén fortælling end måtte være, så er den langt fra videnskaben og
virkeligheden. Fortællingen fritager desuden myndigheder, politikere og resten
af samfundet for ansvar – velvidende at COVID19 elsker ansvarsløshed og etnocentricitet.
Det
kræver mindre af Jon Hurstads tvetydighed og opportunisme og mere indblik og
overblik i hvordan ulighed i sundhed virker hvis man vil forstå hvorfor
pandemier altid rammer de fremmede, de fattige, de kortuddannede og de
lavtlønnede langt hårdere end den forargelsesparate middelklasse.
Fattigdom og ulighed er mangesidede og flerdimensionelle, og ikke
mindst kvinder, især dem, der bor i dårligt stillede boligområder, bærer byrden
fra både ulighed og pandemier. Sådan har det altid været og sådan er det også
med COVID19, der ligesom alle sine pandemiforgængere er lykkedes med som en
anden lus i skindpelsen at sprede splid og udskamning. Som resultat står vi nu med en
fattigdomspandemi i halen på den første pandemi. Ligesom døden skal pandemien
have en årsag. Men det er ikke etniske minoriteter, der er skyld i den. Social
ulighed i sundhed er et politisk problem, der kræver politiske løsninger – og
et sprog der yder større respekt overfor dem der rammes af uligheden.