Svært spørgsmål fra anonym borger

Nogle spørgsmål giver sig selv mens andre spørgsmål selv stiller 117 nye spørgsmål. Sjældnere kan spørgsmål få én til at undres over hvorfor det overhovedet er et spørgsmål. Jeg fik for nylig et spørgsmål tilhørende sidstnævnte kategori. En sen aftentime tikkede der en mail ind fra sygehusledelsen vedrørende en forespørgsel fra regionshuset. Af tråden kan det ses at en lang række embedsmænd, først i regionshuset, sidenhen på sygehuset, allerede var blevet involveret besparelsen. Spørgsmålet fra regionshuset lød noget i retning af, at der var kommet et spørgsmål ”fra en anonym borger” der gik på hvorfor der var en indvandrermedicinsk klinik på sygehuset. Der var ikke noget medsendt e-mailen, så den originale ordlyd fremgik ikke. Det var umiddelbart heller ikke klart, hvordan man skulle kunne svare en anonym borger. Det viste sig dog at borgeren måske ikke var så anonym endda, for spørgsmålet var i første omgang fra en borger der havde spurgt en, unavngiven, politiker i regionsrådet. Vedkommende borger havde, viste det sig senere, ledsaget sit anonyme spørgsmål med et dunkelt foto af en liste med afdelingsnavne. Billedet var taget i elevatoren på sygehuset og viste hvilke afdelinger der lå på hver etage. En borger var åbenbart faldet i staver over navnet, tog et billede af det og havde sendt det til en folkevalgt regionspolitiker. Så sad jeg der en sen søndag aften og undrede mig, ikke over, hvorfor vi havde en Indvandrermedicinsk klinik, men hvordan et simpelt spørgsmål kunne blive så komplekst. Hvorfor kunne ejeren af sygehuset, regionsledelsen, der betaler min løn samt husleje, varme, håndsprit og driften af elevatoren til klinikken, ikke selv kunne svare på, hvorfor de havde denne afdeling gemt på 6.sal som en hemmelig Harry Potter etage?

Men sådan er der så meget man ikke forstår i det offentlige. (Da vi startede i 2008 kom der en folketings delegation forbi sygehuset på inspirationstur. Jeg blev bedt om at inspirere dem om den nystartede klinik, men den daværende sygehuschef introducerede mig for folketingsgruppen med ordene: ”Jeg ved ikke hvad det er de laver”). Så slog det mig, at den anonyme borger tydeligvis havde befundet sig mindre end 6,5 m fra den mystiske klinik, da han tog billedet i elevatoren. Så hvorfor var den logiske beslutning for borgeren at ulejlige sig med at tage billedet, sende det til en unavngiven politiker, der sendte det til direktøren for det hele i regionen, der sendte det til en kaskade af embedsmænd i regionen, der sendte det til en ny kaskade af embedsmænd i sygehuset, for at spørgsmålet, som allersidste led i fødekæden, lander i min inbox søndag aften 4,5 km fra gerningsstedet? Hvad får en anonym borger til, i stedet for at gå de 6,5 m til klinikken hvor det søde personale kunne have givet et detaljeret og engageret svar på spørgsmålet, at starte en dyr og langsommelig embedsmandstung proces, hvor svaret med stor sandsynlighed vil være kort, tilslebet, poleret og kedeligt? Det får jeg heller aldrig svar på. Men ved nærmere eftertanke, så peger præmissen for spørgsmålet, og regionens håndtering, på nogle grundlæggende problemer og uligheder i sundhedsvæsenet. Da vi startede klinikken fik vi spørgsmålet: hvor kommer de patienter pludselig fra? – de patienter var der ikke i går, nu kan de fylde en sygehus klinik? Hvorfor skal vi have sådan en klinik når vi jo ikke har en klinik for fynboer? Det er et godt spørgsmål som en MTV rapport imidlertid svarede på: der er ulighed i sundhed for flygtninge/indvandrere og det kan klinikken ændre på samtidig med at den sparer penge. Hvor mange afdelinger i sundhedsvæsnet har egentlig vist at de udligner ulighed OG sparer penge? MTV rapporten viste også at 25 % af de henviste patienter havde oversete sygdomme. Det er en temmelig høj fejlmargin. Sygehus specialer skal normalt ikke legitimere deres fortsatte eksistens. De findes, de ser patienter og der er ingen der stiller spørgsmål til deres berettigelse. Men måske var det en idé at afdelinger bliver bedt om at søge deres eget job hver 3. år.

Sygehuse var i deres oprindelse bemandet med sygehuslæger, der kunne det hele og lidt til. Så kom medicinere og kirurger til. Medicinere blev senere opdelt efter organer og kirurgerne efter om var de bløde eller hårde. Nu har vi 25 subspecialer i kardiologi og ortopæderne har et speciale for hvert led. Vi tilpasser os virkeligheden, vore kompetencer udvikles og forfines og patienterne ændrer sig også. Måske er det dén historiske forståelse, der ikke helt bundfældet i det sundhedspolitiske miljø. Men vi stopper ikke ved subspecialer. Vi laver specialklinikker når der er behov for det og når en særlig gruppe patienter eller sygdomme er for svære at håndtere i det eksisterende system. Jeg fører en liste over ”mærkelige” klinikker i det offentlige sundhedsvæsen som løbende opdateres. Jeg nævner i flæng klinikker på listen: ludomani, angst, bariatri, endokrine sygdomme hos børnecanceroverlevere, musikmedicin, adoptionsmedicin, rummedicin, dykkermedicin, knogleskørhed, misbrugte børn, ungdomsmedicin, naevusklinik, familieambulatorie, hensigtsmæssige patientforløb, faldklinik, sexologi, tidligt interventionsteam, sjældne sygdomme, palliation, smerteklinik etc. Seneste knopskydning på listen er en klinik for fjernelse af tatoveringer. Indvandrermedicinsk klinik er også en del af denne urskov. Med andre ord: vi ser en driftsfordel i at etablere en særlig enhed der på effektiv og professionel vis kan tage sig af en sygdom eller patientgruppe, der ellers tydeligvis udfordrer sygehuset og påvirker behandlingskvaliteten. Det sundhedspolitiske narrativ om et lighedsorienterede normalsystem er i virkeligheden en konstant foranderlig urskov af subspecialer, specialklinikker og ad hoc løsninger drevet af en kombination af nye lægevidenskabelige muligheder, effektiviseringspres og nye patient kategorier.

Alle sygehuses øverste chef, formand for danske regioner Bent Hansen, er en af dem der mest stædigt fastholder illusionen om et sundhedsvæsen, der har den form, struktur og indhold sundhedsvæsner skal have. Den snusfornuftige konservative systemforståelse kom tydeligt frem han da han 12. februar 2014 blev spurgt i P1 radioavisen om behovet for Indvandrermedicinske klinikker i de øvrige danske regioner på baggrund af MTV rapporten, der viste at den indvandrermedicinske klinik sparede penge og sikrede mere lighed i sundhed. Bent Hansen svarede: ”Der er ikke brug for flere indvandrermedicinske klinikker som den i Odense. Det med at lave særlige klinikker for indvandrere hvor man godt ved man skal hente ressourcerne andre steder det tror jeg ikke er særlig realistisk. I stedet skal de praktiserende læger være bedre til at hjælpe de socialt udsatte indvandrere og sende dem videre til de nyoprettede diagnostiske centre der har til opgave at udrede patienterne hurtigt. Den tværgående og faglige vurdering der er i de diagnostiske centre de skal også fange den type patienter her”. Men Bent Hansen havde ikke styr på historikken. Klinikken var netop opstået med det klare mål at spare ressourcer. Den opstod fordi de praktiserende læger tydeligvis havde svært ved at få den hjælp i udredningen de bad om til denne gruppe og endelig fordi de diagnostiske centre hverken har kompetencerne, tiden eller henvisningskriterier der matcher de meget komplekse kliniske problemstillinger som indvandrermedicinske klinikker tager sig af. Klinikkens personale underviser hver dag året rundt fordi sundhedsvæsnet har behov for de systematisk indsamlede erfaringer vedrørende denne patientgruppe. Politikerne, og regionerne, er nødt til at have en anden og mere praktisk forståelse af hvordan man bringer patienter i centrum og øger lighed i adgang til behandlingstilbud. De utallige små ”mærkelige” klinikker er bare ét af mange udtryk for, at sundhedsprofessionelle prøver at løse hverdagens omskiftelige kliniske problemer. Men klinikkerne vil altid opfattes som ”mærkelige” så længe sygehusenes ejere ikke forstår hvad det er for produkter organisationen har på hylden og hvorfor produkterne er der. Embedsmænd og politikere vil fortsat have svært ved at svare på den anonyme borgers spørgsmål, hvis de ikke tilegner sig en bedre forståelse af hvad patienten i centrum faktisk betyder. Urskoven af specialklinikker er hver især forsøg på at møde patientens mangfoldige virkelighed, behov og følelser med en lige så stor mangfoldighed af faglighed. Sygehusejerne bør ikke være i tvivl om, hvad vi laver eller hvorfor. Hvorfor skal vi forsvare at der er lighed i sundhed?

Mandagsmodellen - vores bedste ven

(Udgivet første gang på Ugeskrift for Lægers blog 22. januar 2016)

I gamle dage var der et særligt begreb for nye biler, der hele tiden gik i stykker: mandagsbilen. Dengang biler blev lavet af mennesker og ikke robotter var der variation i kvalitet. Købte man en ny bil der konstant gik i stykker fra starten, så var det bare en mandagsbil – en human og trøstende forklaring på at ens Morris Oxford til 45.000kr. ikke levede op til forventningerne. Man kunne lige se en flok engelske arbejdere på Ford Fabrikken stå ukoncentrerede efter weekendens dart turnering på pubben og tjatte lidt, skrue lidt og hamre lidt til ens Morris sådan en kedelig regnfuld tåget engelsk mandag morgen. Nogle biler blev skruet godt sammen, andre ikke, sådan var det, for det gav en menneskelig forklaring på, at naboens Morris, i modsætning til ens egen, aldrig skulle på værksted. Der gik også rygter om at nogle Morris fabrikker kun lavede mandagsmodeller, mens andre aldrig gjorde. De alternative forklaringer: at ikke alle var lige gode til at passe på deres bil, at nogle bilfejl er mere synlige end andre eller at naboen måske skjulte at hans bil faktisk også havde fejl, dem ignorerede man.  Man solgte bare bilen og købte en anden model, hvis man altså nåede det inden bilen var usælgelig. 

Sådan er det også med patienter. ”Gud havde nok en dårlig (man)dag da patienten blev født” tænker lægen måske i sit stille sind ved mødet en patient, der har været syg hele livet. Nogle patienter ér nok født som mandagsmodeller og skal tit på værksted. De kan, i modsætning til bilejere, ikke bare blive skiftet ud med en anden model. Men naboen kan nu også godt være en mandagsmodel uden man opdager det. Sygehuse, deres afdelinger og de ansatte kan også have dage hvor de ikke er så skarpe på behandlingskvaliteten – så får man en mandagsbehandling. Så er der andre dage hvor vi er mere oppe på dupperne. Nogle sygehuse kan have mange mandage på én uge.

Hvilken model er du?

Taylor, et barn af overklassen I Philadelfia, var den første der beskrev ’videnskabelig ledelse’(se: The Principles of Scientific Management). Taylors idé er, at der er én optimal måde at udføre enhver opgave, og at det er lederens ansvar at sikre, at ingen ansatte afviger fra den smarteste måde at arbejde på. Tidligere har mennesket været i fokus; i fremtiden, vil systemet være i fokus, sagdeTaylor i 1911. Og måske er han ved at få ret her 100 år efter. Toyota bil fabrikkerne tog Taylor’s ideer til sig og skabte Lean-modellen for ledelse. Siden blev modellen anvendt til at håndtere affald. Da sundhedsvæsenet kommer under stigende økonomisk pres for at nå de større produktivitet for færre midler, begyndte taylorismen at gennemtrænge og ændre kulturen i sundhedsvæsenet.  Fortalere for Toyotas "Lean" ideer foreslår, at patientbehandlingen skal følge de samme standardiserede systemer som i fremstilling biler. Der er eksempler på at ledere med stopure på hospitalsafdelinger og skadestuer har målt varigheden af patientens besøg. Målet var at bestemme den optimale tid til patient-læge interaktion, så patientens møde med sundhedsvæsenet kan standardiseres og effektiviseres.

Selvom der ligge våde økonomiske og styringsmæssige drømme bag Toyota modellen, så har det vist sig svært at etablere velfungerende samlehaller på sygehuse. Forklaringen ligger måske ligefor, i selve navnet: Toyota bilen. For én ting er at producere den samme Toyota Corolla årgang 2016 tre år i træk med samlerobotter. Noget andet er at der ude i samfundet kører 117 forskellige typer Corollaer fra 30 forskellige årgange og hvert kontinent har i øvrigt et særligt Corolla karosseri mens nogle lande har særlige krav til motor og sikkerhed. Og det er så bare situationen for én biltype:Toyota Corolla – hvad så med Nissan, Folkevogn, Opel, Fiat biler? Hvis patienterne var biler, ville de være biler af forskellige årgang og modeller med forskellige og ofte multiple problemer, hvoraf mange tidligere var blevet forsøgt repareret af forskellige autoriserede/u-autoriserede mekanikere. Desuden ville disse biler alle kommunikere på forskellige sprog og give udtryk for individuelle præferencer for, hvornår, hvordan, og endda om de overhovedet ønskede at blive repareret. Enhver læge lærer hurtigt sandheden om patienter: de er genetisk, fysiologisk, psykologisk og kulturelt mangfoldige og ingen af dem er produceret i en Toyota samlehal - tværtimod. Det er ikke underligt, at eksperter er uenige om de bedste måder at diagnosticere og behandle mange medicinske tilstande, herunder hypertension, hyperlipidæmi, ADHD og kræft, blandt andre. En af de hyppigst nævnte patientfaktorer der fører til udbrændthed blandt læger i USA [MEDSCAPE undersøgelse – se kommentarer] er at patienters følelsesmæssige problemer er kommet til at tage for meget af lægers kortere og kortere tid med patienterne. En snigende fornemmelse af at det man blev læge for ikke er en del af den lægelige Toyota model årgang 2016. Åbne spørgsmål der inviterer til dialog og patient inddragelse er yt, checklister og tidsstyrede diagnostiske processer er in. Patienten kommer ikke til orde og lægen brænder ud - og så får vi en mandagsmodel ud af produktionshallen. Politikerne og Lægeforeningen er ikke helt enige om løsningen: hvem er patientens bedste ven? – er det et dyrt autoriseret værksted (specialisten) eller det billige hyggelig værksted med den ærlige tillidsvækkende 65-årige mekaniker (generalisten)?

De sure er de bedste

Vi mangler et klinisk praktisk redskab til at undgå mandagsmodeller i sundhedsvæsenet. Men måske er der hjælp at hente fra en helt uventet kant. Det siges at man skal kende ethvert samfund på, hvordan det behandler de svageste. Men de har de med altid at flyve under vores radar. Måske skal radaren justeres lidt ned, for som Bill Gates citeres for at sige til erhvervskolleger, så er ’Jeres mest utilfredse kunder er samtidig Jeres bedste kilde til læring’. Det er de sure kunder, de kunder der får mandagsmodellen, der fortæller os, hvor de ømme tæer er i organisationen. Måske ligger der noget gemt læring hos de vrede, stressede patienter [ KILDE]? Noget tyder på det for som  tidligere vice-direktør på Hvidovre hospital Torben Mogensen sagde i et foredrag: ”Det der er rigtigt dyrt for sygehuse, det er når det går galt med patienter”. Og ofte er det de sårbare patienter det ”går galt med”. De kommer skævt og sent ind på sygehuset via skadestuen, de har flere sygdomme, der skal håndteres samtidigt og deres diagnoser forsinkes, ligesom de er længere tid om at blive rehabiliteret. Praktiserende læger føler dé er generalisterne, men har ikke tiden til at tænke.

Sårbare patienter har nyttige historier og de kan og skal bruges til at undgå mandagsmodeller og forskelsbehandling. Ligebehandlingsudvalget i Regionsrådet i Region Syddanmark har bevilget penge til et projekt der skal prøve at udbrede erfaringerne fra Indvandrermedicinsk klinik (IMK) på Odense Universitetshospital til andre patientgrupper. IMK har den særlige fordel at vi følger patientforløb over længere tid på forskellige sygehusafdelinger samt ind og ud af sygehuset. De foreløbige erfaringer har vist at de svage punkter som flygtninge/indvandrer patienter ofte rammes af i høj grad også deles af andre, etnisk danske, sårbare patienter. Med udgangspunkt i erfaringerne med en gruppe patienter med særligt mange sårbarheder kan andre afdelinger få ideer til hvor sårbare patienter generelt, i de enkelte afdelinger/specialer, stresses og hvor der hyppigt slækkes på kvalitet. Ideen om, at Lean kan anvendes i sundhedsvæsenet bygger på én forkert præmis: vi tror vi ved hvad der er problemet. Men vi behøver ikke kigge til bilindustrien for at blive klogere på hvad problemet er. Vi kan øge kvalitet og skabe hensigtsmæssige arbejdsgange ved at se på de erfaringer, der ligger lige for næsen af os i hverdagen. De sure patienter, der får mandagsbehandlingen er vores bedste venner. Mere om det i næste blog.