Det videnskabelige kastesystem og hærgende kundskabstrolde forhindrer opgør mod falsk videnskab

Fiktion sniger sig ind på sandheden ved at genfortælle den på 6 forskellige måder for til sidst at slippe den fri’ (John Gardner)

Jeg er lige kommet hjem fra Uganda, hvor vi afholdt 3 forsknings konferencer – men ikke konferencer som vi kender dem. Sammen med Gulu Universitet i det tidligere krigsramte nordlige Uganda har vi prøvet at genopbygge forskningskapacitet på universitetet. Forskningen skulle hjælpe med at løse befolkningens problemer, så processen startede med en række møder i landsbyerne og med lokale ledere. Da forskningen var færdig skulle resultaterne præsenteres for politikere, landsbybeboere, myndigheder og de lokale chefer. Aldrig har jeg set så nervøse og spændte unge forskere: deres kandidat, master eller PhD forsvar var vand ved siden af denne her eksamen. I salen sad 300 spørgelystne politiske ledere, politifolk, præster, patienter, unge, ældre og skolelærere. Alt blev vendt og de tilstedeværende ledere blev med det samme konfronteret med hvad de ville gøre med resultaterne, der viste at børnene ikke kom i skole, at ældre var underernærede og at krigens traumer stadig fyldte meget med bl.a. høje selvmordsrater.

Som en kommentar til at der skulle være en reproduktionskrise i sundhedsforskning skriver Dekan på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet Lars Bo Nielsen, i et indlæg i Altinget.dk, at vi ikke må blive bange for at lave fejl. Forskere har en pligt til at publicere deres fund, også selv om der er risiko for forkerte konklusioner, mener dekanen. Det er svært at være uenig med mormors æblekage, men spørgsmålet er vel hvad der menes med fejl. Nogle fejl kommer fordi shit happens, andre fejl opstår fordi præmisserne for studiet var forkerte og andre fejl igen kommer fordi vi er sløsede.  Men der er andre langt alvorligere fejl vi laver igen og igen fordi vi er blinde høns præget af angst for rutinebrug og nye lyde. Fejl vi laver igen og igen, fordi vi konstant tvinger hinanden til at arbejde i forældede mindsets – mindsets der præger forskningstemaer og fondsopslag, Mindsets der påtvinger unge forskere kun at danse de tilladte dansetrin – ikke de vilde moderne danse. Som iværksætteren Vinod Khosla (Sun microsystems) tørt konstaterer: Many times experts fail because they're experts in the past version of the world. Det er menneskeligt at fejle, men at blive ved med at lave de samme fejl…..det er kognitivt selvmord. Bekymringen for videnskabernes manglende evne til at reproducere deres egne fakta har nu nået et omfang, hvor den er blevet et regulært troværdighedsproblem. Men hvad er videnskabernes reaktion? Vi begynder at forfine lidt på hesteskoen opfundet for 500 år siden. En nylig konference om reproduktionskrisen, afholdt af det amerikanske videnskabernes selskab, handlede stort set om bedre metoder til at udregne en pålidelig p-værdi, mere præcise konfidensintervaller og metoder til randomisering af confoundere…..Reproducérbarhed som videnskabeligt kriterium blev defineret af Philosophical Transactions of the Royal Society 1665 og vi roder stadig med at få hesteskoen til at passe i 2018.

Vi har som videnskabeligt funderede altid måttet slås med politikere, der ignorerer fakta og griner af vore argumenter, selvom det er med fatale konsekvenser. Nu skal vi så også slås med at meningsdannere framer forskere som ligegyldige personer, der leverer ubetydelige partsindlæg, som den angrebslystne provo-filosof Rune Toftegaard Selsing f.eks. udtrykker det i Jyllands-Posten: ”Universitetets ansatte bliver mere og mere specialerede i deres små nicher og er snarere teknokrater end intellektuelle. Det gør dem uinteressante i den offentlige debat”. I USA er holdningen til akademikere skredet endnu mere, hvor veritable troldehære succesfuldt har kunnet angribe, og lamme, universitetsforskere gennem cybermobning, stalking og falske nyheder, der drager deres faglige dømmekraft, forskning og person i tvivl overfor studerende, dekaner og offentligheden. Vi skal også kæmpe mod super fodbold heltes livsfarlige bøger om diæter og skuespilleres bizarre råd om vagina-æg til at styrke generel feminin balance. Vi angribes på vores faglige DNA fra flere flanker, men vi tør ikke forsvare os – vi gemmer os, håber vel stormen løjer af og at sandheden, ved en eller anden meget magisk og uvidenskabelig kraft, vil vinde over politikere, medier og de bloggere der hver dag vinder nyt terræn.   Men hvad er egentlig forskningsverdenens egen andel i at viden i tiltagende omfang miskrediteres og opfattes som social-politiske partsindlæg der hører hjemme i Ekstra-Bladets ”Nationen” debatforum? Vi skændes jo selv, konstant, om hvad der er fakta….vi kalder det bare evidens. Og nogen, de ældre, har tilmed opfundet et forskningsmæssigt kaste system for evidensniveauer: lavest rangerende er ekspertens personlige mening, næstlaveste niveau er case studier/narrativer, anekdoter og forskningsrapporter, så kommer de uregerlige case-kontrol studier og observationelle tværsnitsstudier, dernæst kohorte studier, så kommer randomiserede kontrollerede klinisk studier (RCT), der toppes af systematiske litteratur reviews og metaanalyser og Guden over dem alle på toppen: den kliniske evidens baserede guidelines. Og vé den der by-passer kommandovejen til Guderne: case studier må ikke selv tale til RCT og er udelukket for adgang til guideline himlen. Tilfældige observationer er bandlyste i dette hierarki – hvis ikke lige som morsomme små anekdoter om en patients besynderlige symptommanifestation.

Den første systematiske fejl vi laver er stædigt at holde fast i at kliniske guidelines faktisk ér Guder, når al evidens (!?) viser at evidens enten ikke indarbejdes i guidelines eller også anvendes guidelines slet ikke (eller kun udvalgte dele af dem) i praksis. Vi tilbeder en Gud som vi faktisk slet ikke tror på – vi er serielt utro mod vores egen videnskabelige overbevisning, for vi kan, som mennesker, faktisk bedst lide de gode historier, helst vore egne, og vi stoler mest på vores egen erfaring og dømmekraft i relation til den enkelte patient.

En veritabel bibelsk syndflod af videnskabelige artikler de seneste årtier har ikke, modsat ideen, ført til hurtige spredning af nye ideer, men til cirkulær bekræftelse af de eksisterende videnskabelige holdninger og meninger – forskningens kanon er blevet cementeret og eviggjort, som en hellig ukrænkelig litteratur kanon. Men ingen kanon holder evigt. Selv Pippi Langstrømpe, som vi alle troede var en udødelig litteraturfigur, blev hevet ned af skolebibliotekernes hylder i Midvesten i USA og i Sverige måtte flere af historierne omskrives fordi de var gået hen og blevet anstødelige. Det gamle testamente var for voldeligt, så der skulle et mere fredeligt til og det er kun et marginalt udvalg af Grimms eventyr, der er tilladte for børn.

Man kan i dag skrive en populær og hyppigt citeret, men 100% meningsløs artikel, ved en statistisk fordeling og sammensætning af ord/endelser fra følgende liste krydret med spekulationer og selv-citeringer:

Disruption	Udækket behov
Infections punkt	Patient centreret
Big data	Prædiktiv analyse
Digital…noget	Gennembrud
-omics	Interoperationalitet
integreret	Validering
Immun-personaliseret	Bærbar
Mikrobiom	Mobil
Præcision	Virkeligheds evidens
Multifaktoriel	Translationel
Tværsektoriel	Transformativ
mhealth	Forkant
Strukturel	Evolution
Revolution	Ehealth
Genteknologi	Teknologi
Robusthed	Co-creation
Storytelling	Omnichannel
Dynamisk	Virtuel
Cyber	Apps

Den enorme vægt, der i uddannelsen af læger og i videnskabelige artikler, bliver lagt på at teste nullhypotesers signifikans niveau, kan vildlede forskere til, uanset problem eller datatype, at reducere data til binære variable og fortolke beviser dichotomt snarere end som kontinuerte data. Data er kun data, hvis de kommer fra et spørgeskema (uden at nogen undrer sig over hvor spørgsmålene kommer fra). Derfor kan forskere enten se bort fra bevis, der undlader at opnå statistisk signifikans eller undervurdere resultatet i forhold til beviser, der opnår statistisk signifikans. Som et vigtigt kuriosum, så er forskere bedre til at bedømme evidens på baggrund af den korrekte forståelse (dvs ikke-dikotom, men kontinuert) af data sammensætning, hvis forskeren direkte kan se en personlig konsekvens af forskningresultatet!).

Fact checkere har vist sig sværere at snyde på nettet med falsk videnskab end PhD studerende. Måske skal PhD studerende disruptes med lidt lateral tænkning: læse mindre, men lære mere? Og det er op ad bakke – allerede i 1977 viste man at reviewere på videnskabelige artikler er mest negative overfor studier, der viser noget andet end forventet.  Vi er som forskere eksperter i fortiden, men amatører i nutiden, så vi fastholder hinanden i fortidens cementerede kanon.  Yngre forskere rapporterer f.eks. om udbredt brug af falske medforskere, pseudo-vejledere og påtvungne referencer i forskningsansøgninger. Og når de er færdige med deres forskning presses de forskningsledere til at booste og sælge resultater, der ikke altid holder vand: 37 % af videnskabelige ”breaking news” holder ikke viste en undersøgelse fra Mayo Clinic.  Og offentligheden får, igen, det indtryk af forskere kan påvise hvad som helst, så hvem skal man snart stole på (se f.eks. Is everything we eat associated with cancer?).

Der mangler selvreflektion i forskningsverdenen når 96% af biomedicinske artikler viser statistisk signifikante resultater. Der er kun 2 forklaringer: 1) enten er vi virkelig virkelig dygtige alle sammen til at finde en passende p-værdi til selv de mest elendige studier eller også er det et resultat af 2) karrierepres og selektiv publikationspolitik, der resulterer i et hav af ligegyldige forskningsresultater. Faktisk er antallet af artikler, der har en signifikant p-værdi, 4-doblet siden 1990!   – til gengæld er antallet af artikler, der beskriver sikkerhedsintervaller, nævner sample size beregninger og eller bygger på non-parametriske tests faldet tilsvarende siden 1990. Forskerne er ganske simpelt blevet pottetrænet til en binær forståelse af patienter og sygdomme selvom vi hver dag i klinikken må erkende at patienter og sygdomme lever i meget lidt binære multifaktorielle psykosociale sammenhænge. Heller ikke i lærebøgerne på universiteterne har vi reflekteret tilstrækkeligt over skjult bias: mandlige forskere er 5 gange så hyppigt repræsenteret i study guides i forhold til hvad det burde være hvis man ser på antal, produktion og kvalitet.

”En løgn kan fare halvdelen af kloden rundt mens sandheden stadig kæmper med at få sine sko på” påstod Mark Twain og fik ret i en ny undersøgelse af spredningen af forkerte og rigtige nyheder på sociale medier offentliggjort i Science. Forkerte nyheder spredes 10-100 gange hurtige end rigtige nyheder. Som den norske historiker og tidligere forsker, nu forskningsformidler skrev i en blog, så skal de ansatte i det hun kalder kundskabsbanken tage sig alvorligt sammen, hvis de vil vinde over de alternative facts.  I forskernes småborgerlige angst for det ukendte og usikre klamrer vi os til dikotomier, de stressende små p-værdier og data som Gud.

Kundskabsbanken har officielt kun én valuta på hylden: den simple sandhed og dens tilhørende sandsynlighed. De alternative plusvarianter af sandheden er for svære for forskerne at formidle med sikker hånd i medierne, så dem gemmer vi dybt nede i bankboksen. Det giver kundskabstroldene på nettet en kæmpe hjemmebanefordel, for de ved godt, og kan bedre leve med-, at sandheden er en social konstruktion. Sandheden kan være kompleks for en forsker, men den består stadig af simple sandheder der er stablet oven på hinanden. Dén sandhed er det kun forskerne der kan levere. De ansatte i kundskabsbanken skal op af kælderen, ud i medierne, tale dansk & tage de tæsk, der kommer når man skal formidle og popularisere forskning - ellers vinder kundskabstroldene, med medierne som engagerede vandbærere.

3 læger, der optræder i et TV program på DR1, hvor de skal dyste mod 3 internet Google nørder om at finde den rigtige patientdiagnose, får tæsk for at miskreditere lægefaget – i øvrigt af en lægekollega, der egentlig ikke har set programmet. Den slags kollega-bashing er et udtryk for en videnskabelig arrogance, der har rødder i det videnskabelige kastesystems kanon. De 3 læger kan selvfølgelig opfattes som selfie linselus mere end læger, men det ændrer ikke på at giver seerne en indsigt i ellers skjulte beslutningsprocesser: hvordan læger systematisk indsamler og bearbejder viden, der sammen med evidens og fakta, fører til sandsynlige diagnoser – og alternative diagnoser. Vi har som vidensarbejdere, læger og forskere en pligt til at reflektere over vores egen virkelighed og vores eget bidrag til at styrke troldehæren af fakenews formidlere – også selvom sandheden kommer i 6 varianter som man så det med de nye amerikanske guidelines for hypertensionsbehandling. Data er ikke kun sandhed og sandheden er ikke altid så smuk, men dét er til gengæld hungeren efter sandheden. Hvis vi som læger og forskere synes vi kan bidrage til sandheden, så må ud og slås for den dér hvor den defineres: i offentligheden og med åben pande uden fortidens kanoniserede vraggods – om det så er dikotomisering af virkeligheden eller religion. For som Neil deGrasse Tyson siger: “Evidence collected over many years, obtained from many locations, indicates that the power of Prayer is insufficient to stop bullets from killing school children”.

Der er nok hverken forskere eller politikere, der tør stille op til en seance som den i det Nordlige Uganda, men det gjorde de unge modige lægeforskere fordi de ville gøre en forskel for deres region. Hvis vi vil genoplive forskningens troværdighed og skabe en ramme for dialog mellem forskere, politikere og befolkningen om evidens, fakta og de mange sandheder så er modellen fra Uganda den eneste vej – lad være med at være så bange for dialogen – vær bange for den troldehær der er ved at forvanske hele ideen om at der findes viden der er til alles bedste.

Referencer

1. Steven Shapin and Simon Schaffer (1985). Leviathan and the Air-Pump: Hobbes, Boyle, and the Experimental Life (Princeton Univ Press, Princeton) http://www.fes-sociologia.com/files/res/18/13.pdf

Ghettosyge og projektlammelse

Regeringen har i dag præsenteret en ghettoplan der krævede 8 ministre i lanceringen. Imens de kæmpede sig igennem tale rækken talte jeg med en kvindelig flygtning fra Mellemøsten, vi kan kalde hende Doha. Hun bor i en mindre by på Sydfyn men kunne godt tænke sig at flytte ind til Vollsmose. Hun havde fået job i Odense og det var hun glad for. Hun var blevet opereret for en generende lidelse og det var hun også glad for. Men hun var ikke glad for at efterlade sine børn kl. 6 om morgenen og være tilbage i sit hjem kl 18. For børnene græd når hun kom hjem, de var sultne, trætte og kede af det. De yngste af dem kom ofte ikke i skole fordi de ikke havde fået tøj på eller morgenmad. Hendes mand er svært krigsskadet og har psykiske mén. Han kan ikke selv spise, han kan ikke passe børnene og han holder sine kone vågen om natten fordi han er bange og har mareridt. Doha bryder sammen og græder. Hun er bange for at manden skal tage livet af sig selv, hun er bange for at børnene skal få en dårlig start i Danmark og hun er selv så udmattet at hun bare gerne ville sove lidt. Om jeg kunne skaffe hende en bolig i Vollsmose tæt på arbejdspladsen og tæt på sygehuset så hun ikke skulle bruge så lang tid på transport? Hvis hun kunne få en lejlighed i Vollsmose ville hun være tæt på sin søster og en kusine, der bor i Vollsmose og som ville kunne hjælpe med børnene. Børnene ville heller ikke længere skulle gå alene ad den mørke vej for at tage bussen til skolen. Vi enedes om at sende en underretning til kommunen, men det var prøvet tidligere uden held.  Og Doha er lykkeligt uvidende om at Vollsmose fra i dag er et farligt reservat at færdes i.

Ghettoplanen lanceredes af Lars Løkke Rasmussen som udtryk for bevidst ”proportional diskrimination” med samme selvfølgelighed som begrebet ”Alternative fakta” blev præsenteret af Trumps pressetalsmand. Politikerne har haft magt og muligheder for at forbedre integrationsinitiativer gennem mere end 30 år, men da det ikke er lykkedes ret godt – det er lidt ”floffy” som Lars Løkke sagde – så skal årtiers politiske utilstrækkeligheder nu opvejes af juridisk tvangsfodring med segregeringslove og en adfærdsforstyrrende bøderegn over intetanende flygtninge som Doha, der prøver at få livet til at give mening på dagsbasis. Der er tale om en kollektiv summarisk afstraffelse af et postnummer. Eller som Birthe Rønn Hornbech sagde i morges: ”der er indført undtagelsestilstand i Danmark”. Det har altid været politisk opportunt at integrationspolitik bygger på følelser, værdier og holdninger mens viden, evidens og erfaringer er blevet anset for at være forstyrrende faktorer. Folketinget er ramt af Anders And syndromet: de nægter at blive klogere og vil hellere gentage de samme fejl uge for uge i nye vanvittige fortællinger. Sandheden er at man politisk ikke har interesse i viden, man har ikke interesse i langsigtede strategier og man ønsker at fastholde integrationsområdet som et af de sidste politiske frirum, hvor man kan være politiker med følelser, mavefornemmelser og angstsymptomer. Finansministeren styre alt andet og der er kun fartgrænser og flygtninge tilbage, som kan skille partierne.

Vollsmose blev bygget i 1967 som en ”menneskevenlig bydel”, hvor de fattige odenseanere der boede i lejligheder uden toilet kunne flytte ud. Drømmen var at man skulle kunne leve, arbejde og dø i Vollsmose. Bydelen blev senere udvidet i 2 faser. Lejlighederne var indrettet til familier med 2 fastarbejdende voksne og 2 børn med ”rationelt og husmor-venligt indrettede” køkkener. Der var beregnet 1½ bil per familie. Men oliekrisen medførte at børnefamilierne ”holdt op med at producere børn i rimelige mængder” mens odenseanerne synes lejlighederne var for store og dyre. Vollsmose blev ramt af en udlejningskrise, så i stedet for fuldtidsarbejdende familier blev lejlighederne fyldt op med enlige mødre og flygtninge. Allerede fra 1975, hvor der stadig kun boede 5 % flygtninge men 50 % på overførselsindkomster, var Vollsmose ”et sted man kun boede hvis man ikke kunne bo andre steder”. Centerpubben var berygtet og politiet kørte i pendul fart mellem pubben i Vollsmose centeret, hvor etnisk danske arbejdsløse holdt til, og detentionen. Der blev ansat en særlig betjent til at tage sig af alkoholismeproblemet. Vollsmose blev første gang omtalt som ”et problem” i 1974. Og det er det stadig over 40 år senere – det er kun prügelknaben der har ændrer sig med tiden: dyre og for store lejligheder, oliekrisen, enlige mødre, revalidenter, alkoholikere, arbejdsløse, førtidspensionister og de seneste i rækken: flygtninge. Vollsmose er et postnummer alle elsker at hade. Livet i Odense ville ikke være det samme uden Vollsmose. Hvis man kørte bulldozerne hen over området ville det opstå et andet sted og være lige så hadet. Men belastede boligområder er også en kommunal indtægtskilde. Der er over 400 projekter i Gellerup og knap 250 projekter i Vollsmose ved en opgørelse for nogle år siden. Der er tale om postnumre, der drives som u-landsprojekter. Projekter der fastholder befolkningen og de projektansatte i en afhængighed af nødhjælpen. Satspuljemidlerne er kommet til og har tilført et lotteriagtigt element: Folketinget bestemmer hvert år hvad temaet skal være og man må bare håbe på at vinde hovedgevinsten. Gode projekter, selv de supersuccesfulde, stoppes ubønhørligt efter 3 år ud fra den religiøse filosofi at hvis det er en succes så vil lokalbefolkningen og den lokale regering (Odense kommune) tage over og permanentgøre projektet. Alle ved godt dét aldrig kommer til at ske, men man har lov til at lade som om. Borgere parkeres på kortsigtede u-landsprojektmidler, der sikrer kommunen statslig refusion. I virkeligheden er der tale om en 'subtraktions proces', hvor det er de rige og veluddannede der fraflytter belastede boligområder mere end det er de fattige og kortuddannede der flytter ind. Det gør de efterladte til funktionelle modborgere der bevidst flytter sammen - i virkeligheden skulle regeringen måske tvinge de rige og smukke til at blive i belastede boligområder men det tør de selvfølgelig ikke.

Historisk har den politiske ligegyldighed sat sit præg på migranters muligheder i Danmark: de tyrkiske og pakistanske "gæstearbejdere" steg ud af flyveren i 70'erne og startede på rengøringsjob næste morgen for 40 år senere at opdage at de ikke kunne dansk da de blev syge eller arbejdsløse. Statsløse palæstinensere fik kollektivt dansk statsborgerskab men uden en ledsagende integrationsindsats. De palæstinensere der gerne ville rejse hjem kan ikke få lov af deres kommune og Israel blokerer for hjemsendelse. De unge bosniske flygtninge blev placeret på særlige skoler og måtte ikke lære dansk fordi de jo skulle hjem igen. De syriske flygtninge oplever lige nu det samme: de må ikke lære noget, de må ikke samle deres familie og de kan ikke rejse hjem. Sri Lankanske flygtninge blev sendt på slagterier og andre fabrikker, men blev kollektivt fyret under finanskrisen med det resultat af hele familier, og i nogle tilfælde hele kommuner, blev lammet af Sri Lankanske familier der ikke kunne dansk og ikke havde uddannelse. Vietnamesiske bådflygtninge opfattes traditionelt som velintegrerede selvom kun få taler dansk - de har arbejde og holder sig for sig selv og det opfattes som integration. Men når de bliver syge skal de have tolk - selv  efter 30 år i landet - når deres oplevelser fra hjemlandet pludselig banker på om natten. De burmesiske flygtninge skulle hurtigt integreres men mange af dem tilbragte de første år sygehus og på arbejde men fik ikke lært dansk. Socialrådgivere må ikke tale om fortiden med deres borgere - dét står der i deres retningslinjer. Der skal ses fremad, der skal fokuseres på ressourcer og fortiden er bare en uhensigtsmæssig modspiller der skal fjernes. I nogle kommuner er det lige frem i talesat som 'neutral sagsbehandling' - dvs. at man skal forholde sig til ret og pligt mens den samlede sociale situation er uinteressant. Er der nogen der undrer sig over at resultatet af en så omfattende knibtangsmanøvre mod flygtninge er modborgerskab, desintegration og mistillid?

Ikke nok med at penge og projekttemaer skifter årligt. Social – og sundhedspolitikken i belastede boligområder ændres lige så hyppigt. Eksperter og erfarne integrationsmedarbejdere flyttes konstant til nye opgaver. Afdelinger nedlægges eller omorganiseres konstant og hver gang de nationale politikere får øje på en prügelknabe i Vollsmose nedlægges hele projektafdelinger, ledere fyres og nye projekter opstår. Det første skilt man møder i Vollsmose er Politistationen. Der har ikke været en praktiserende læge i området i over 20 år. Der var forslag om at etablere en fælles klinik sammen med Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital og kommunens borgmester var begejstret for ideen. Men regionen sagde nej til forslaget fordi der på daværende tidspunkt manglede en praktiserende læger på Langeland. Senere blev det indført at kommunerne obligatorisk skulle tilbyde nyankomne flygtninge en helbredsundersøgelse ved en læge så man bedre kunne skræddersy et integrationsprogram. Dén idé blev stoppet af finansminister Claus Hjortdal og Danske Kommuner fordi det var unødvendigt. 15.000 beboere i Vollsmose har ikke en læge i nærområdet og politikerne er bedøvende ligeglade. En tidlig helbredsvurdering der kunne give en bedre start på livet blev skrottet som meningsløs. Langsigtede strategier og integrationsfremmende interventioner er i virkeligheden ikke et politisk ønske. Men nu skal alle beboere i Vollsmose straffes kollektivt for politiske forsømmelser, manglende rettidig omhu og stålsat ligegyldighed overfor flygtninges vilkår.

Ghettoplanen vil ramme en befolkningsgruppe som i forvejen er ludfattige og handlingslammede. Børn vokser allerede nu op i en fattigdom vi ikke har set siden 30’erne. En kendt erhvervsmand sagde engang at ”Intet socialkontor kan slå en god familie”. Det er lettere og smartere at skabe stærke børn end at reparere sammenbrudte voksne – alligevel er ghettoplanen et ægte vikingeprodukt: vi skal gøre det svært at være fattig og vi vil ikke gøre noget før det er gået helt galt. I stedet for at piske på de voksne så styrk deres forældrerolle så børnene får den nødvendige råstyrke. Effekten af fattigdom ligner mere og mere en sygdom. Diskrimination, racisme og meningsløshed æder sjæle og øger risikoen for psykisk sygdom, sukkersyge og  blodpropper.

Dansk politik er ramt af alvorlig ghettosyge, galoperende beslutningstræthed og tiltagende projektlammelse. Juraen på integrationsområdet et præget af politisk dovenskab, styret af ukontrolleret frygt men resultatet er en slap pisk. Hvis pisken altid kommer før guleroden når guleroden at blive kedelig, tør og vissen – og smager af blod.

Kilder:

Niels Rohleder, Kim Larsen. En menneskevenlig bydel. Dagbladet Information 9.okt. 1999. https://www.information.dk/1999/10/menneskevenlig-bydel

Brown, Timothy T., Juulia Partanen, Linh Chuong, Vaughn Villaverde, Ann Chantal Griffin, and Aaron Mendelson. "Discrimination hurts: The effect of discrimination on the development of chronic pain." Social Science & Medicine (2018).


Bernstein, Betty J. 1971. "What happened to" ghetto medicine" in New York State?"  American journal of public health 61 (7):1287-1293

Carlsen, Lene Torp. 2010. "Ghetto læger."  Ugeskr Læger 172 (50):5.

Jensen, Tina Gudrun. 2016. Naboskab i multietniske boligområder. København boligsocialnet.

 

Cattell, Vicky. 2001. "Poor people, poor places, and poor health: the mediating role of social

networks and social capital."  Social science & medicine 52 (10):1501-1516.

Pierce, CHESTER M. 1975. "The ghetto: an extreme sleep environment."  Journal of the National Medical Association 67 (2):162.

 

Waligora-Davis, Nicole A. "The ghetto: Illness and the formation of the “suspect” in American polity." In Forum for Modern Language Studies, vol. 40, no. 2, pp. 182-203. Oxford University Press, 2004.

Epstein, Helen. "Ghetto Miasma: Enough to Make You Sick?." New York Times Magazine 12 (2003).

Massry, Shaul G., and Miroslaw Smogorzewski. "The hunger disease of the Warsaw Ghetto." American journal of nephrology 22, no. 2-3 (2002): 197-201.

Granovetter, Mark. "The strength of weak ties: A network theory revisited." Sociological theory (1983): 201-233.

Villegas, Malia, Sabina Rak Neugebauer, and Kerry R. Venegas. Indigenous knowledge and education: Sites of struggle, strength, and survivance. No. Sirsi) i9780916690489. 2008.

Clark, Kenneth B. Dark ghetto: Dilemmas of social power. Wesleyan University Press, 1989.

Wirth, Louis, ed. The ghetto. Vol. 7. Transaction Publishers, 1998.

Rasmussen, Karl R. "The Multi-Ordered Urban Area: A Ghetto." Phylon (1960-) 29.3 (1968): 282-290.

Hapgood, Hutchins. The Spirit of the Ghetto: Studies of the Jewish Quarter in New York. Funk & Wagnalls, 1902.

Goldsmith, William W. "The ghetto as a resource for Black America." Journal of the American Institute of Planners 40.1 (1974): 17-30.

Garmezy, Norman. "Resilience in children's adaptation to negative life events and stressed environments." Pediatric annals 20.9 (1991): 459-466.

Haynes, Bruce, and Ray Hutchison. "The ghetto: origins, history, discourse." City & Community 7.4 (2008): 347-352. 

Rosenkvist, Jenny. 2002. "Danmark i Amerika eller Amerika i” Danmark”? Om identitet och ursprung."Kandidat, Sociologiska institutionen, Lunds Universitet.