onsdag den 15. august 2018

Man bliver så træt i binyrerne


(Blog indlæg bragt første gang i Ugeskrift for Læger)

Politikerne er trætte af forskerne og forskernes binyrer tager skade af det. Der er kun én behandlingsmulighed.

En australsk kändis palæokok blev i en TV-udsendelse spurgt om hvilke kvalifikationer han havde til at udtale sig om alt muligt andet end palæomad, så som flour i drikkevand, solcreme og vaccinationer. Hans svar giver kuldegysninger: ”Hvad skal man bruge kvalifikationer til? Til at tale om dét alle ved er sund fornuft? Hvorfor studere noget der er uddateret, som er støttet af industrien og som er biased?”. Resultatet? F.ek.s fiktive sygdomme som ”binyre-træthed”, der skal behandles med poesi, knoglemarv og hellig basilikum eller "pyrrol sygdom"(sygdom der langsomt tærer én for alle vitaminer og humør) som beskrives i fantastiske, falske, detaljer, inddragende intetanende estimeredelæge, kendte diætister eller sagesløse misbrugte videnskabsmænd indhyllet i en hvirvel af personlige anekdoter og gammel (folke)visdom.
Celebrities er blevet en så afgørende faktor i sundhedsdebatten, at der nu skrives videnskabelige artikler om den helbredsskadeligekändiseffekt, der forstyrrer eller støtter gængse sundhedsvidenskabelige opfattelser på en uforudsigelig måde. Skuespilleren Gwynneth Palthrows besynderlige sundhedsråd tilbagevises hver dag i pressen, men hver gang får hun endnu flere støtter, kendte sportsudøvere får under stor mediebevågenhed udokumenteret stamcelle behandling for sportsskader og lægerne overfaldes efterfølgende af patienter der vil have samme behandling. Mange af de kendtes sundhedsråd strider mod sund fornuft, men de sender samlet set et signal om moral, etik og holdning, som brugerne af kändis rådene ”køber” som en pakke – også selvom pakkens elementer er ulogiske eller besynderlige. Man kalder det ”Prius effekten” – bilkøbere var parate til at betale betydeligt mere for Toyotas hybridbil end for andre biler fordi man samtidig købte et bevidst ”udtryk” for hvordan man gerne vil ses af andre. Instagram og skjulte reklameartikler i modeblade sælger ”samlede udtryk” – dsv. Ensartede budskaber der passer med det billede læserne gerne vil skabe af sig selv. Mudrede eller modstridende budskaber får brugerne til at opgive at følge en større sundhedsstrategi og gør dem mere modtagelige for let fordøjelige ad hoc budskaber, som da Kim Khardasianpromoverede en ny pille til gravide mod morgenkvalme på sociale medier. En smart forside på et mode- eller fitness magasin kan til enhver tid slå ethvert videnskabeligt evidens niveau. Og så bliver man træt i binyrerne.
Danske politikere er ikke kändiskokke eller celebrities, men de kan sagtens følge den australske kok, som f.eks. socialdemokraten Niels Jespersen, der i tidsskriftet Ræson argumenterede for at analysen af flygtningekrisen er mere sand ved pølsevognen end på universitetetHenrik Dahl (LA) blev spurgt af videnskab.dk om sin mening om at sprogforskere har påvist at stopprøver i 0. klasse er en dårlig idé Der findes forskere, som mener alt. Derfor er alt, hvad vi vedtager i Folketinget, imod hvad en eller anden forsker anbefaler. Derfor er jeg totalt immun overfor den slags,”og forsætter, ”Hvis vi skulle have lyttet til forskerne, var der slet ikke nogen problemer med parallelsamfund - og så ville det være umuligt at stramme op”. Alex Ahrendtsen (DF) er enig: ” Jeg må bare sige til de kære forskere, at alt det, vi har gjort i de sidste 30 år, ikke har virket. Tværtimod. Alle deres anvisninger og forskning har ikke kunnet hjælpe.Politikerne immuniseres mod fakta og forskerne bliver noget så trætte i deres binyrer.
Senest har sundhedsministeren Ellen Thrane Nørby (Venstre) forslået at medicin kan godkendes helt udenom de vante godkendelsesstrukturer og hun har forsvaret tolkegebyret med henvisning til ”ret og rimelighed” og at ”gebyret ikke kørte længe nok sidste gang”. Jane Heitmann (Venstre) forsøgte bogstaveligt talt, og forgæves, at ”løfte en byrde” fra Anders Beichs skuldre ved at fratage ham ansvaret for læge-patientsamtalen i et debatprogram på P1 om tolkegebyret (se: Skal vi lege læge).Politikerne vil have symboler og de vil have lov til deres ”synsninger” – selv når der er forskning der finder noget helt andet (Læs f.eks. rapport om patientfejl der opstår som følge af manglende brug af tolk). Politikerne tror de kan fritage læger for deres patientansvar men resultatet er at lægerne bliver virkelig træt i sine binyrer.
Amerikanske forskere har påvist at politikere er blevet mere skeptiske overfor videnskab i perioden siden 1974.  Nyere studier har vist at skepsis overfor videnskab ikke er et enten-eller fænomen, der styres af politik, men snarere er et komplekst og varieret fænomen, der er et produkt af kontekst, sociale netværk, moral og viden. I en moderne netværksorganiseret verden har de ekstroverte, højttalende politikere med klare simple budskaber en enorm gennemslagskraft. Problemet er at modtagernes hjerner elsker de hurtige simple budskaber om falske dikotomier og løsninger på problemer der ikke findes. Der er ikke mange forskere eller læger der er kommet i pressen med komplekse brogede budskaber påklistret evidensniveau og sikkerhedsintervaller og mange læger holder sig som sky antiloper langt fra den åbne mediesavanne. Læger gemmer sig ofte bag flokkens medfødte angst for folkevid og journalister. Men sandheden er at mennesker trives bedst hvis de ikke tvinges til at lytte til dem der taler meget.
Men: Det er ikke bare et spørgsmål om at opdrage offentligheden og tvangsfodre dem med fakta og viden. Befolkningen er ikke vidensmæssigt underernærede og en bevidstløs udspredelse af viden har ingen effekt hvis den ikke er skræddersyet til kontekst og målgruppe. 
Forskere er følelsesmæssige analfabeter og det betyder at mange af de forskningsspørgsmål der stilles er meget langt fra at forbedre patienters liv med sygdom. Hvis forskerne ikke har fingeren på pulsen, følger i medierne og går i clinch med falske videnskabsnyheder så stiller vi de forkerte, eller slet ingen, spørgsmål. Det var et tonedøvt forskermiljø, ikke kunne se hvad 50 % af befolkningen følte under det seneste amerikanske præsidentvalg. Forskere skal nok arbejde meget mere på deres følelsesmæssige intelligens mere end de statistiske kompetencer. 

Forskere og læger er i stand til at gøre deres meninger bredt kendt via sociale og traditionelle medier - de er en del af eliten og har let adgang til medier. Men de bør være opmærksomme på de utilsigtede virkninger, deres bemærkninger – inklusiv Facebook indlæg, tweets og retweets - kan have. Hånlige eller fremmedgørende bemærkninger kan distancere de mennesker, som de netop ønsker at påvirke, og gøre dybere dialog og gensidig læring vanskelig eller helt umulig.
Læger skal måske på sprogkursus og lære at forstå hvordan budskaber modtages, forstås og (måske, måske ikke) efterleves. En glimrende start kunne være, her i ferien, at læse Morten Münsters bog Jytte fra marketing er gået for i dag. Men der er brug for en langt mere alvorlig forbedring i lægers kommunikationsevner i bredeste forstand – for at nævne bare et lille felt hvor læger fejler, så er vores oversættelse af statistisk signifikans til hverdagssprog en (for læger ukendt) videnskab i sig selv, for patienterne og sundhedsforbrugere hører noget helt andet end vi tror. 
Måske skal læger og sundhedsvidenskabelige forskerne overveje at omlægge deres strategi. Politikerne gentager de samme mantraer og jo flere gange de siger det samme, jo mere kommer det til at lyde som sandheder –den illusoriske sandheds effekt. Det er ikke så tit fagfolk kommer i direkte dialog med politikere, men når de gør må de nok gøre som politikerne med modsat fortegn: gentag sandheden, hold dig til evidensen og brug dine faglige erfaringer aktivt. Der er intet der slår en god case.
Det eneste der kan få dine binyrer til at skrumpe er at holde mund.

onsdag den 8. august 2018

Høringssvar vedr. Forslag til ”Lov om certificeringsordning for fremmedsprogstolke på sundhedsområdet”


Høringssvar vedr. Forslag til ”Lov om certificeringsordning for fremmedsprogstolke på sundhedsområdet” dateret 9. juli 2018

Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, 8.august 2018


Det er ønskværdigt med godt uddannede tolke til sundhedsvæsnet og det er en forudsætning af tolkenes kvalifikationer og kompetencer kan vurderes objektivt og praksisnært. Der er derfor god grund til at indføre en certificeringsordning. Men: certificering er det sidste led i proccessen – ikke det første led.
1.      Tolkeuddannelse blev afskaffet af et bredt flertal i Folketinget i 2006. Det ville være passende og mere troværdigt hvis man genindførte en tolkeuddannelse FØR man indfører en certificering
2.      Lovforslaget er ikke sendt til høring i de specifikke relevante sundhedsfaglige miljøer eller faglige selskaber (f.eks. Selskab for Indvandrersundhed, MESU, de indvandrermedicinske klinikker Odense, København, Ålborg og Århus)
3.      Lovforslaget og ministeriets overvejelser bærer præg af at de relevante fagkundskaber ikke har været involveret og den viden der eksisterer på området er stort set fraværende i lovtekst og overvejelserne bag loven. Ministeriet har ej heller inddraget erfaringerne fra de løbende sundhedstolke projekter på Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital – herunder fra det aktuelle pilot tolkeintroduktionskursus. Loven bærer præg af manglende indsigt og er tilsvarende ureflekteret i forhold til hverdagen på et sygehus:
a.      Loven er upræcis og uanvendelig da den bygger på meget vage faglige præmisser men derimod med en tydelig politisk dagsorden
b.      Det grundlæggende problem er at en certificering af tolke er meningsløs i og med at der ikke eksisterer tolkeuddannelser i Danmark
c.      Tolke skal kunne dansk på et ikke nærmere defineret ”gymnasialt niveau” – hvad med deres modersmål? Og dansk på gymnasialt niveau spænder kvalitetsmæssigt alt for vidt til at være et anvendeligt kvalitetsmål. Den påtænkte tolkeuddannelse i Region Syddanmark placeres i AMU-regi fordi det svarer til hovedparten af tolkenes uddannelsesmæssige niveau. Det er meningsløst at definere ved lov at tolke skal have et højere uddannelsesmæssigt niveau end de faktisk har i virkeligheden. Lønmæssigt vil det ikke tiltrække højtuddannede tolke. Hvis ministeriet havde inddraget fagkundskaben ville de vide at tolkning i sundhedsvæsnet er det mindst attraktive tolkeområde pga dårlige arbejdsbetingelser, dårlige arbejdsmiljø (læger er ikke trænede til tolkede samtaler) og den ringe løn.
d.      Det kan ikke realistisk forventes at sundhedsvæsnet skulle vente på at der ad naturlig vej om 20-30 år kommer så mange højt uddannede tolke at de vil tage lavt betalte job på et niveau der ligger under professions niveau. Ministeriet ville have vidst dette hvis de havde inddraget fagkundskaben på sundhedsområdet.
e.      Det kan derudover ikke forventes at der er tolke med tilstrækkelige dansk kundskaber i alle sprog – nogle sprog er så små at det er urealistisk (Burmesisk, Nepalesisk, Swahili, nogle kurdiske sprog etc), mens andre sprog er præget af at dem, der kan sprogene, ofte har andet (bedre betalt) arbejde (Vietnamesisk, kinesisk)
f.       I vore undersøgelser klager tolkene ofte over at deres tolkeopgave umuliggøres af lægers sparsomme tværkulturelle og kommunikative erfaringer og ringe viden om tolkede samtaler. Hvis flertallet bag loven reelt ville løse tolkeområdets mange udfordringer så er certificeringen ikke en løsning uden en samtidig styrkelse af lægers tværkulturelle og kommunikative kompetencer. Dygtige tolke bliver til ”dårlige” tolke fordi læger ikke forstår den to-sprogede samtales dynamik og præmisser.
g.      I vore undersøgelser er de ringeste tolke netop de to-sprogede der er vokset op i Danmark som efterkommere. Man er kun en dygtig tolk hvis man mestrer begge sprog på samme høje niveau.
h.      I vore undersøgelser var den eneste parameter der var forbundet med kvalitetstolkning antallet af år vedkommende tolk havde tolket – dvs. erfaring er den bedste indikator for kvalitet.
i.       Det er forbundet med enorme udfordringer at kvalificere og bedømme i to-sprogede sammenhænge. Der er mange meget forskellige dialekter på alle de store sprog og det kan være umuligt at opnå 100 % konsensus om alle begreber. En eksamen er derfor en temmelig subjektiv situation og det er derfor bekymrende at eleven ikke kan klage over afgørelsen – det synes både uretfærdigt og ureflekteret i forhold til den faktisk viden om sprog.
j.       Det er bekymrende at regionerne selv må bestemme om de vil bruge certificerede tolke. Hvad er så formålet?
k.      Det er bekymrende at krav til certificerings stederne ikke er mere præcise.
l.       I vore undersøgelser var der meget store forskelle i tolkes kvalitet mellem de enkelte bureauer – løn- og arbejdsvilkår spiller en helt central rolle i tiltrækning af de gode tolke. De bedste tolke har, af samme grund, deres eget én-mandsfirma.
m.    I vore undersøgelser er det tydeligt at tolke har mere brug for øvelser i at anvende det danske sprog i den kliniske hverdag end at oversætte det danske sprog – altså en mere fagspecifik og praksisnær tilgang. Tolkene mangler også kompetencer til at sikre ordentlig tolkning i situationer hvor lægen ikke er i stand til at føre en normal samtale via tolk. Dvs. konfliktsamtaler, ophidsede samtaler, den svære samtale, samtaler med mange informationer etc.
n.      Det er helt uforståeligt hvorfor ministeriet sætter en tolkecertificering i sammenhæng med det nyligt indførte tolkegebyr. De to interventioner er indbyrdes kontradiktoriske.
I stedet for denne vage nationale certificering, der med stor sandsynlighed ikke vil få den tilsigtede effekt bør regionerne pålægges at etablere deres egne tolke- korps med hver deres klinisk fokuserede relevante tolke introduktions program og støttet af et ledsagende egentligt basalt sprogligt fokuseret tolkeuddannelsesprogram på AMU-niveau.
Ministeriet er velkomne, også på dette fremskredne tidspunkt, til at kontakte undertegnede for yderligere information.

Morten Sodemann
Professor og overlæge
Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital
Syddansk Universitet